”Molly ville faktisk hellere være avisbud end babysitter. Men hun er kun 1 meter og 43 centimeter høj. Man skal være 1 meter og 55 centimeter høj for at blive avisbud.
Så derfor søgte Molly i stedet jobbet om at passe Arne.”
I Ranuknus møder vi det særdeles umage par, Molly og Arne, som hver især drømmer stort, men ender med at indse, at det vigtigste i tilværelsen ikke er planeter og ponyer, men det venskab der udviklersig mellem de to. Ranuknus er en forunderlig billedfortælling, hvor den skæve, skøre og rørende historie får lov til at udvikle sig i samspillet mellem Zenia Johnsens ord og Lea Hebsgaard Andersens udtryksfulde, enkle billedside. En billedside, der får lov til at overtage fortællingen helt og aldeles i flere ordløse opslag. Men Zenia Johnsen er som fortæller ikke til at tøjle.
Historien er kort, at Molly drømmer om at få sin egen pony, hun synes skal hedde Jytte.
Men ponyer er meget dyre. Så hun begynder at passe, eller arnesitte, den 6-årige, ikke helt almindelige dreng, i ulige uger, for pengene skal jo komme et sted fra. Arne har lagt større drømme. Han drømmer om verdensrummet og forklarer Molly, at han er planeten RANUKNUS.
Molly opdager, at Arne kan svæve som en ballon, så hun tager ham med hen i parken i en hundesnor så han ikke bare svæver væk. Godt nok tjener hun 40,- i timen ved at passe Arne, men med planeten Ranuknus i luften, øjner hun en helt ny måde at tjene penge på: et planetudlejningsfirma, hvor de andre børn kan gå tur med Arne svævende over sig. Det er kun sjovt i en kort periode, så går gassen af ballonen og noget helt forunderligt sker. Den hidtil ret så egocentrerede Molly ofrer sin drøm om ponyen Jytte og udstyrer i stedet Arne med en stjernekikkert, så han kan følge sin drøm og se langt ud i rummet. Således ender fortællingen om det umage par mere end godt.
Zenia Johnsens poetiske, humoristiske og blomstrende sprog underbygges af Lea Hebsgaard Andersens særdeles stemningsmættede billedside, der til alt held får lov til at fylde i bogen. Sammen fortæller de historien om drømme, fantasi, Molly, Arne, planeten Ranuknus og ponyen Jytte, der ikke bliver til noget.
Ranuknus anbefales til læsning, oplæsning og undren med børn, og vi voksne kan godt læse med – for det er altid godt at tage på tur med fantasien i sadlen og finde ud af, det vigtigste er at have en ven; en rigtig ven.
Illustrator, Lea Hebsgaard Andersen