”Hvor tror du, du skal hen?” Spurgte den ene af bøllerne. Ricky svarede ikke. Han vendte sig bare om og begyndte at løbe.
Bøllerne løb efter ham. De skubbede til Ricky og smed hans rygsæk i en skraldespand.
Sådan er hverdagen for Ricky, der er en lille mus fra Pibestrup. Han har det ikke nemt i skolen, han har ingen venner. Hans far har dog lovet ham, at pludselig en dag får man en ven. Det får han så, nemlig megarobotten, der har indbyggede blyantspidsere i hænderne og som kan klare alt.
Så går det vildt med robotten og skolen og kammeraterne i en festlig fremdadskridende fortælling, der dels fortælles med ord og dels i billeder.
Det er en billedroman, en graphic-novel eller en billedbog, – det er svært at genrebestemme denne form, men det vigtige er også, at man som nybegynder i læsningen af bøger får en spændende fortælling med masser af action.
Sætningerne er korte, ordvalget konkret og verberne er alle (næsten) handleverber.
Tegningerne er forholdsvis symmetriske med teksten, der er tegneserieindslag, der kan give en pause for læseren og så er der ”vend-o-rama”, der er en slags ”tegne-film”. Tilbage i tiden før computere og it-teknologi kunne man (når man kedede sig i timerne og ikke kunne gå på facebook) tegne små tegninger i notesbøger, tegninger, der skulle være næsten ens men gerne med vinkende hænder eller smilende/nedadvendte munde. Papiret blev rullet om en blyant (Viking 4, gul) og så kunne man (det lyder uforståeligt, men tro mig) med hurtige skift få en filmisk virkning af de mere eller mindre detaljerede tegninger. Det er sådan, ”vend-o-rama” fungerer. I bogen er det forklaret mere simplelt med illustrationer.
Forfatteren Dav Pilkey har også skrevet serien om ”Kaptajn Underhyler”, han gør det til en fest at lære at læse for alle, der synes, at mutanter, robotter og stinkbomber er gode elementer i en bog.