Skabt for hinanden og andre dystopier

‣ Forfatter: Karen SkovmandKenneth Bøgh AndersenSvend Aage Madsen

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2014

‣ Pris: 149,-

‣ Målgruppe:12+ - 90

‣ Sidetal: 80

‣ ISBN: 9788763837880

I gamle dage havde man sådan et stort monstrum der stod i hjørnet og flimrede. Folk sad på række, bundet til at se det samme program, bundet til at blive i rummet. Jeg ved det fra nieren. Det må have været en lidelse for dem  når de var nødt til at sidde i et venteværelse. Tomhed, afskåret fra livet. Eller når de kørte i bus, traskede rundt i en forretning, stod med opvasken.

Svend Aage Madsens beskrivelse af fortiden ser sådan ud i ”Skabt for hinanden”, der er titelnovellen i den dystopiske samling noveller. De to andre bidrag er ”Opklaring” af Karen Skovmand og ”78*” af Kenneth Bøgh Andersen.

Svend Aage Madsens novelle findes også i ”Novelleveje”, der er en 1997 – udgivelse af noveller til skolebrug. Dengang (og det synes så kort tid siden) forekom den tid, Svend Aage Madsen beskriver, som værende særdeles langt ude i fremtiden. Sådan synes det ikke mere.
”Skabt for hinanden” har mange genkendelige elementer. Der er en tv-serie, hvor det gælder om at overleve, – gerne på andres bekostning. Der er mobilt tv (man har antennen indbygget i en fiks hale) og der er absolut ingen kommunikation i det offentlige rum, – udover den kommunikation, man kan have med nærsynet.

Også de to andre noveller skildrer en fremtid, man ikke ønsker at blive en del af. Spændende, gysende og grumt får man fremtidens udfordringer præsenteret: hvordan sikrer vi en verden, man også har lyst til at leve i?

Karen Skovmands plebsere, der lever på skraldepladser og under jorden, kan man snildt forestille sig. Og klimaforandringerne i Kenneth Bøgh Andersens novelle er heller ikke urealistiske. Man kunne ønske, at det var science-fiction, men det er i højere grad dystopi.

Novellerne er alle særdeles velegnede til at sætte teknologiens udvikling til debat.

Nogle bøger er gode til undervisningsbrug .Det gælder denne novellesamling. Den bør man læse. Det er tre gode forfattere, der behandler relevante temaer i et godt sprog.

Man kan google ”Skabt for hinanden” og finde et utal af ”skriftlig dansk- opgaver”, der tager afsæt i novellen. Man kan med fordel undlade for mange opgaver og i stedet diskutere: Hvilken fremtid ønsker vi? Hvilken teknologi kan bidrage til den fremtid, vi ønsker? Hvilke fordele og ulemper er der ved mobile og trådløse enheder, der kan bringe underholdning og viden til alle når som helst?

Og så er der en fin beskrivelse hos Svend Aage Madsen af hovedpersonens besøg hos en pige, der har pralet med, at hendes far havde ni tusind kanaler. Og vel at mærke kanaler, som man lynhurtigt kan spole i. Og som er parate og indenfor rækkevidde. Man kan bare tage dem ned fra hylden. Så står der ni tusind sprællevende historier klar.

En rigtig fin beskrivelse af hvad bøger kan-  helt uden antenne.

http://rosinante-co.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.