”Jeg går bare og smiler. Stjernerne lyser, og Slimfjorden lyser,
vi følger mit lysende spor af gopler hjem.”
Slimfjorden er en vild og vildt god, gennemillustreret kvalitets børneroman fra forlaget Vild Maskines maskinrum.
Værket skriver sig ind i den nye genre exofiktion, der tager udgangspunkt i virkeligheden og virkelige begivenheder. I Slimfjorden kan læseren møde ulven H, Danmarks første ulv, der i 2012 blev fundet død i Nationalpark Thy, nordamerikanske dræbergopler, der som så meget andet er kommet til vore vande med de store fragtskibes ballastvand – og endelig den svensktalende elg, Elgen, drengen Elias holder som et kæledyr på familiens ejendom ude i de store skove, hvor de blandt andet lever af at tappe birkesaft.
Udover at kunne kategoriseres som exofiktion, kan Slimfjorden læses ind i den nyere tradition af litteratur, man kunne kalde økofiktion, som driver økokritik og beskæftiger sig med menneskets forhold til naturen, her Limfjorden, som på grund af en massiv invasion af gopler, der lyser smukt i mørket, er blevet til Slimfjorden.
Bogen er skrevet af den debuterende forfatter Sarah Lang Andersen, og er gennemillustreret af den færøske illustrator Kathrina Skarðsá med gudesmukke illustrationer i klare farver, der både underbygger og går i dialog med verbalteksten. Hendes løsning på at illustrere de selvlysende gopler er lysende smuk.
Hovedpersonen, og fortælleren i romanen, er drengen Elias, som er lidenskabeligt interesseret i videnskab og naturen. En dag opdager Elias, at fjorden er fyldt med lysende, elektrificerede gopler, og han sætter sig for, at han vil løse gåden om goplerne. For er det rumvæsner eller noget helt andet, der er på spil?
Forklaringen finder han på en skoleudflugt til Limfjordens munding mod Vesterhavet. Som i ethvert velfortalt eventyr møder Elias udfordringer og prøver, og ikke mindst modstand fra sine forældre og storebror Jasper. Hjælperne i eventyret er ulven H, som Elias finder dødssyg og hostende ved bredden af fjorden og den svensktalende elg, Elgen, som kommer svømmende i fjorden. Elgen fungerer usædvanlig fint som ”comic relief” i det lidt sørgelige eventyr. Det er ikke alle elge forundt at blive proppet ind i en bus og lægge gevir til en hængekøje, så en dødssyg ulv kan komme med på skoleudflugt med klassen.
Sarah Lang Andersen har skrevet et fremragende moderne, vedkommende eventyr med stor tiltro til barnets, her Elias, klimakamp. Undervejs får naturen lov til at fylde meget i fortællingen, der desværre endnu engang udstiller de voksnes uvidenhed og mangel på engagement i klimakampen. Læreren i natur-og-teknik Stine giver dog en vis syndsforladelse til de voksne.
Slimfjorden anbefales på det varmeste til selvstændig læsning, til oplæsning og ikke mindst til inddragelse i skolens danskundervisning og natur-og-teknik på mellemtrinnet. Det er ikke hver dag, man får lov til at læse et vedkommende eventyr, med et drys magisk realisme, om venskab mellem en dreng, en ulv og en elg. Her er også naturvidenskab, naturens uforståelige fænomener og fragtskibe og deres ballasttanke, der er medvirkende til at dyr og klimaproblemer flytter fra den ene ende af kloden til den anden, som den invasive stillehavsøsters, mennesket prøver at udrydde ved at æde sig igennem bankerne og som er en økologisk katastrofe i Vadehavet. Ulven H spiller på den snart årelange debat om ulve i Danmark. Er de en invasiv art, eller er de hjemmehørende i Danmark?
Slimfjorden fortjener størst mulig udbredelse overalt, hvor nysgerrige børn færdes. Det er opsummerende et usædvanlig stærkt, farverigt eventyr i børnehøjde fortalt af Sarah Lang Andersen og Kathrina Skarðsá.
Forlaget Vild Maskine og Master i børnelitteratur, Lene Sørensen har udarbejdet et undervisningsmateriale til bogen.
https://www.instagram.com/_s_k_a_r_o_s_a_/?hl=da