Med ryggen til søen kan jeg mærke Loch Ness-uhyrets ånde i min nakke
og selvom jeg godt ved, at det bor dybt nede i havet helt nede i folks fantasi
så føles det altså som om det hæver sig bag mig, da jeg ser på min mor

16-årige Evi og hendes mor er rejst til Skotland for at tage på fotosafari i det skotske højland. Evis mor er uhelbredeligt syg med kræft og vil gerne bruge sin sidste tid på betydningsfulde oplevelser og vise sin datter området omkring Loch Ness-søen, hvor hun er vokset op. Evi er i dyb fornægtelse over morens sygdom. Der er en anspændt stemning mellem mor og datter. Moren vil føle sig i live og skabe minder med Evi gennem sin passion for fotografi, imens Evi nærmest afskyr kameraer og at skulle posere for moderen.

Jeg vil jo ikke have et fotominde siger jeg,
Jeg vil jo have dig

Camilla Wandahl har ikke skrevet en let fordøjelig bog med Snap, der handler om det svære ved at acceptere-, snakke om- og sætte ord på sygdom, tab og sorg. En rå og voldsom fortælling, skrevet med fine og poetiske strøg. På billedsiden opererer Lars Vegas Nielsen med collager, der fortrinligt understøtter og supplerer teksten. Her blandes blandt andet landskabsbilleder og udsnit af optegnede landkort med ultranære fotos af dyr og kameradele, røntgenbilleder, inverterede billeder af vand – og selvfølgelig Evi og hendes røde, bølgende hår, der i sig selv bærer en vigtig rolle igennem fortællingen. Selvom de aldrig er mødtes, er Snap så helstøbt og fuldendt et værk, at man ledes til at tro, at Camilla Wandahl og Lars Vegas Nielsen har siddet side om side i udarbejdelsen. De hviler begge på symbolik og metaforer, der skal studeres nøje for at få det hele med.

Mit ansigt svæver dernede i søen
dybet drager, kalder
og dernede ser jeg det –
uhyret, som har ventet på mig
uhyret, der hverken er skarv eller ål
ej heller fatamorgana
uhyret
som folk ikke kan forklare før de står over for det

Loch Ness-uhyret spiller en fremtrædende rolle i beskrivelsen af Evis indre krise. Tankerne ledes hen på Patrick Ness’ Monster, der ligeledes handler om et ungt menneskes kamp med at forlige sig med sin mors kræftsygdom, og også her bruges monsteret som allegori på alt det, der foregår inde i hovedet på hovedpersonen; angsten, sorgen, fornægtelsen, kontroltabet. Men hvor Ness går fantasy-vejen, skriver Wandahl mere jordbundet og poetisk, og både stemning, følelser og handling er skildret knivskarpt. Et handlingsforløb, der muligvis strækker sig over blot en håndfuld minutter; Wandahls eget snapshot af et ultrakort men absolut afgørende emotionelt øjeblik i en mor og datters liv.

Under udarbejdelsen af denne anmeldelse er jeg endt med at læse Snap en 5-6 gange, og jeg har stadig til gode at læse den igennem uden at falde over noget nyt. Der er da heller ikke sparret på de små fine detaljer! Det er moderens håndholdte kamera, der sættes på stativ i takt med, at de brusende følelser tøjles. Det er, når der på billedsiden sniges et foto af et hospitalsstativ med infusionsvæske med i det øjeblik, Evi siger til sig selv, at man ikke siger nej til én i hendes stadie. Det er tekstens udeladelse af punktummer, der understreger det punktum for moderens liv, Evi ikke kan acceptere skal sættes. Først da de to omfavner hinanden, græder sammen, går i ét med hinanden og sammen giver sig hen til det uomgængelige, får romanen lov at slutte af med et punktum. Det er utrolig fint og bevægende, punktum.

Camilla Wandahl og Lars Vegas Nielsen har med henholdsvis tekst af billeder taget et sammensat poetisk og rørende snapshot af, hvor svært det kan være at sætte ord på- og tale om alvorlig sygdom. Fortællingen om 16-årige Evis indre kamp for at forlige sig med sin mors uhelbredelige sygdom er både barsk og ømtålelig, og kræver et vist analyseapparat at dissekere, hvorfor den anbefales til udskolingselever og ældre læsere.