Snestorm i April

‣ Forfatter: Marie Duedahl

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Målgruppe:12+

‣ Sidetal: 194

‣ ISBN: 9788711563571

”Ring, når du er holdt op med kun at tænke på dig selv!”

Resten af eftermiddagen siger jeg ikke ret meget til far eller August,. Jeg tænker hele tiden på, hvad jeg sagde til Oda. Oda, som nu sidder alene ovre på sit værelse. Og som skal gå alene hen i skolen i morgen.

April, og det hedder hun, har en lillebror August. De bor på en gård, hvor faderen lige nu er blevet arbejdsløs, han er begyndende alkoholiker og er deprimeret. Moderen flytter til København, hun er advokat, hun flytter ind til en stjernearkitekt med to børn, tvillingerne Otto og Helga. De har gode navne i denne bog.

Da faderen bliver mere og mere deprimeret og ude af stand til at klare livet som far til to børn, så flytter April og August ind til arkitekten og advokaten og det medfører en masse konflikter og gode skilsmisse-sammenbragte-familier-situationer.

April har været meget tæt på at komme på U 15. Landsholdet i basketbold, hun er nemlig god. I protest mod familiens valg på hendes vegne kvitter hun basketboldtræning og landshold og synker lidt ned i sofaen.

Der sker en masse i April og August’ liv. Det er fortalt med stort overskud, masser af humor og så har April et metablik på sit eget liv, der gør det til en ret senmoderne fortælling. Det er lidt Nynne-agtigt, når hun kommenterer sit liv og ikke mindst de voksnes ret til at skalte og valte med børns tilværelse. Og April har et gå-på-mod, der er helt realistisk, thi der er også svagheder  i hendes valg i tilværelsen.

Bonus-tvillingerne er måske en anelse karrikerede, arkitekthjemmet lidt for stiligt, men ellers er sproget og dialogerne og refleksionerne af stor kvalitet, når der samtidig skal skrives i et sprog, der kan læses af 12- 14 årige.

Nok et citat fra bogen: ”Det er stegt grydekylling. Ligesom fars, du ved!. August ser på de tre mishandlede hønselig og nikker langsomt. Voksne siger så mange mærkelig ting for tiden, men de ejer verden, så man er nødt til at give dem ret.” Det viser godt det liv, der tilrettelægges af voksne for børn, der ikke selv ejer verden. Endnu. April skal nok klare sig.

Marie Duedahl har skrevet en lang række bøger i læs-let-serier. Bøger med titler som ”Ib ser tiv” , ”Max ser en ål” og ”Far og Hasan i Jysk”.

http://www.carlsen.dk/snestorm-i-april

Link: http://www.turbineforlaget.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.