Sød og Blød

‣ Forfatter: Zakiya Ajmi

‣ Illustrator: Kathrina Skarðsá

‣ Forlag: Gads Forlag

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 199,95,-

‣ Målgruppe:12+

‣ Sidetal: 72

‣ ISBN: 9788762737563

Sød og blød lever overhovedet ikke op til sin titel. På overfladen fremstår den som en lyserød pigefortælling, men knapt er man kommet i gang med at læse, før man oplever, at det her ikke er en romantisk fortælling fra bland-selv hylderne i slikbutikken ”Express-slik.” Titlen skulle nok have været noget i retning af ”Syret og skarp,” for sådan opleves fortællingen af læseren.

Zakiya Ajmi, som vi kender fra hendes gennembrudsroman VULKAN, og illustratoren Kathrina Skarðsá har slået sig sammen om at fortælle historien fra Nouras bror Alis slikbutik, Express-slik. Noura pjækker fra skolen for at hjælpe til, men desværre kommer der ikke ret mange kunder, og det selv om Noura er ekspert i at blande den perfekte slikpose til kunden – blødt, sødt, surt og salt.

Det samme mix oplever man som læser i Sød og blød, der er et forunderligt genremix mellem en roman og en tegneserieroman.

Læseren skal lige finde sig til rette i fortællingen for at opleve, hvordan de forskellige fortællemåder spiller sammen. Til alt held fortælles der lige ud ad landevejen, men alligevel er alt ikke, som man tror i Alis slikbutik og ikke mindst i baglokalet, hvor der sker ting og sager.

Noura er hovedpersonen i en fortælling med et ganske spændende persongalleri, der mødes i den lille slikbutik.

Hendes evne som slikposeblander viser sig ikke kun at være af det gode. En helt unik slikblanding som hun laver til sin ”måske” kæreste Jack, muterer og skaber et neongrønt monster. Først er den neongrønne, sukkerovertrukne klump lille, men siden vokser den sig stor, bliver sulten og udvikler forkærlighed for at æde mænd (sic.).

Det er også problematisk for Ali, at Fødevarestyrelsens rapport er forsvundet. Men Noura prøver om inspektøren Petra kan smøres med en helt særlig slikblanding. Mon det hjælper?

Sød og blød er en læseoplevelse, der skal fordøjes på flere niveauer. Her er det samspillet mellem Zakiya Ajmis prosa og Kathrina Skarðsás barske og dyste billedside, der gør, at man holdes vågen som læser. Fortællingen kører derudaf i verbalteksten, men bliver ”bremset” af Skarðsás tegneserie, der både fortæller nyt og underbygger Ajmis tekst. De to stemmer har skiftevis stafetten i en fortælling fortalt i et genremiks, jeg aldrig har mødt før.    

Værket rummer alle de temaer god ungdomslitteratur skal rumme som seksualitet, identitet, venskab, loyalitet og ikke mindst en vis frygt for, hvordan det skal gå.

Sød og blød er ikke let at få styr på, og det er godt! Bogen kan læses på mange måder og vil helt sikkert tiltale unge læsere, der kan genkende meget af sig selv i fortællingen; men som samtidig vil møde nye sider af tilværelsen. Desuden kan fortællingen læses ”naivt” på linjerne, men rummer også et væld af læsemuligheder ”bag” og ”under” linjerne. Det gør Sød og blød særdeles velegnet i dansktimerne i udskolingen til en åben formidling og fortolkning, der tager udgangspunkt i de unges læsning. At personerne så er piger og ikke er etnisk-danske gør, at der både kan lægges en feministisk og multikulturel vinkel ind over arbejdet. Endelig kan der arbejdes med intertekstuelle referencer – gysere, Roald Dahl og Brødrene Grimm. Her er mere end rigeligt at tage fat i.

Da vi ikke giver hverken hjerter eller stjerner på Bogbotten, er det en fornøjelse at tildele Alis Express-slik en elitesmiley for en herlig original sursød og ikke mindst syret læseoplevelse pakket ind som uskyldigt tag-selv slik.

Links:

Grafisk roman, Sød og Blød

Forfatter, Zakiya Ajmi

 

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.