I billedbogen ”To af alting” møder vi en dreng, som også er jegfortæller, og hans hund, Uffe. Begge er de vidner til forældrenes samtale i sofaen om, hvordan de skal dele boet.
”Vi har tænkt os at der skal ske noget nyt. Fra nu af får du dobbelt så meget af alting”. Er den udfarende mors indledende replik til drengen og samtidig med sidder den noget forsagte far i baggrunden, illustreret med en tyk sort tuschstreg som en tegneseriefigur..
Forældrene prøver at sælge den nye situation med halvsøskende, stedmoder, to sæt bedsteforældre, to fødselsdage og to juleaftener til drengen.
Men da de vil prakke ham en ekstra hund Effu (!) på, siger både drengen og hunden stop og forsvinder ud i hulen i haven. Herfra oplever de at alt deles i to af en særdeles symbolsk skypumpe; men drengen vil kun have én Uffe! Uffe er hans eneste rigtige ven og kan ikke erstattes.
Bogens sidste opslag viser de to venner i deres nye hjem, hvor der kun er plads én af hver, men hvor forældrene gerne må komme og besøge dem.
Hanne Kvist fortæller historien i et særdeles stramt og præcist sprog, hvor hver enkelt sætning virkelig får lov til at komme til sin ret.
Billedsiden udvider fortællingen gennem nogle meget ekspressive og dunkle illustrationer. Den måde den dominerende mor vises på, sender hilsener tilbage til Pablo Picassos skæve måde at fremstille kvinder på for hundrede år siden. Der er meget sort, ikke ret mange farver, og de der er virker grumsede. Alt i alt underbygger illustrationerne på forunderlig vis stemningen i fortællingen.
Og det gælder også bogens budskab om hvor vigtigt, det er at have en virkelig ven og holde fast i ham.
Fortællingen føjer sig på udmærket måde ind i Hanne Kvists række af bøger om børn, der både er udsatte og skrøbelige. “To af alting” er i 2014 nomineret til Nordisk Råds nye børne- og ungdomslitteraturpris.
Bogen kan bruges både derhjemme og i daginstitutionerne til oplæsning med henblik på at belyse konsekvenserne af en families opbrud.
