”Det er så meget, børn ikke ved,

og så meget voksne har glemt.”

Sådan lyder anslaget i Anne-Mette Brandts roman om Vigga.

På overfladen er Vigga i romanens begyndelse en helt normal pige, der lever et helt normalt liv med sin mor og far derhjemme og med sine venner Lulu og Mads i 5. klasse i skolen.

Men alt er ikke, som det skal være. “Hvad sker der med mig, Lulu? Er jeg ved at forsvinde?”, spørger hun veninden den februardag, hvor hun selv synes, hun er blevet noget bleg, og hvor Luna og Mads synes, hun er både farveløs og er ved at forsvinde for dem – blive usynlig.

Helt uhyggeligt og spøgelsesagtigt bliver det for Vigga, da hverken klassekammeraterne eller lærerne længere kan se hende. Kun sammen med Mads og Lulu, er der lidt stadig liv i hende.

Hjemme hos far og mor er stemningen ved aftensmaden trykket, og ikke hvad den burde være. Ingen siger noget; alle kigger ned i tallerkenen. Hvordan fortæller man også sin far og mor, at man er ved at være usynlig og på vej til at forsvinde? Hvad mon de tænker?

Næste dag gentager det hele sig i skolen; men den dag ender det med, at Vigga sammen med Mads følger med klassekammeraten Lulu hjem til hendes forældre. De tror nemlig, der er langt mere mellem himmel og jord, end Viggas jordbundne forældre gør. Langsomt kommer både Vigga og læseren til en erkendelse af, hvad der skete to år tidligere…

Vigga forsvinder er en lille fin og velskrevet roman om venskab, kærlighed, sorg og sorgbearbejdning, der er skrevet, så den kan læses og forstås af børn på mellemtrinnet. Langsomt folder Anne-Mette Brandt fortællingen ud, og langsomt kommer læseren til en erkendelse af, hvad det hele drejer sig om.

På det barske realplan handler romanen om, hvad der sker, når man ikke vil have børn med til bisættelsen af en klassekammerat og derved fratager dem muligheden for at sige et ordentligt farvel. Det er dette plan, Anne-Mette Brandt har bearbejdet i en fortælling, der også handler om de langt mere dagligdags problemer, børn løber ind i med forældre, kammerater og venner.

Men inderst inde er Vigga forsvinder fortællingen om at turde give slip og komme videre i livet, både som barn og voksen. Det er gjort med en tekst, der giver læseren meget at undre sig og tænke over – også på det helt eksistentielle plan om liv og død. Det kan godt være Vigga forsvinder er titlen på romanen, men det er en nænsom fortælling, der ikke sådan forsvinder, men som bliver siddende i en, længe efter man har læst den -også som voksen. Romanen anbefales varmt til undervisningen i dansk på mellemtrinnet og til filosofiske samtaler om liv og død med eleverne i andre fag også.  

Lykke Bianca har illustreret med en billedside, der fint understreger bogens stemning af lige dele hverdag, fantasy, gys, spøgelseshistorie og lidt poesi.

For alle figurerne i roman gælder det, med Blicher på Viggas gravsten, at: ”Den største Sorg i Verden her er dog at miste den, man har kær”.