Af Janus Neumann
Mange kender hende uden at vide det. Hun har illustreret aviser, dagblade, fugle og ikke mindst Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe- bøger. Kunstneren Ingrid Vang Nyman besad et på mange områder alsidigt talent, der frem til sommeren 2017 kan nydes på Vejen Kunstmuseum under den samlede titel, ”Ingrid Vang Nyman. Pippi fra Vejen”
Jeg havde mest af alt fået indtryk af, at jeg skulle anmelde en form for museumskatalog med udvalgte værker fra Vejen Kunstmuseums særudstilling om illustratoren Ingrid Vang Nyman, der mest er kendt for sine illustrationer til flere af Astrid Lindgrens værker. Alene dette incitament var tilstrækkeligt til, at opgaven fangede min interesse. Til min glædelige overraskelse fik jeg imidlertid en rigt illustreret antologi om Ingrid Vang Nyman tilsendt, der giver et bredt og yderst facetteret indblik i en kunstner, som jeg hidtil kun kendte gennem min interesse for Astrid Lindgrens forfatterskab. Dette viser sig at være et spændende bekendtskab.
Den store sidegevinst ved biografier er de utallige historisk forankrede anekdoter, der dukker op i kølvandet på et menneskeliv. Dem snydes vi på ingen måde for i denne bog. Tværtimod.
En drømmende originalitet
Ingrid Vang Nymans lillesøster Helga beskriver hende på følgende måde i et brev fra 1990:
Hun var vidst meget tidlig ”egenartet”, ”noget for sig selv”, meget intelligent og livlig, fantasibegavet og ”drengeagtig” dumdristig i sine lege- men også ofte fjern og drømmende; og så var hun jo altså stærkt rødhåret, hvilket i Danmark dengang tit kunne medføre, at man blev ”mobbet” af andre børn.
Selvfølgelig er ligheden mellem Pippi Langstrømpe og denne karakteristik af Ingrid Vang Nyman slående, men uden at denne artikel skal handle om Astrid Lindgren i øvrigt, så er ligheden mellem hende og Ingrid Vang Nyman på flere måder mindst lige så påfaldende, hvis man ser bort fra det røde hår. Intelligent, livlig, drengeagtig, hvilket i denne sammenhæng kan betyde en hvis vildskab, og ikke mindst fantasibegavet ligger sig direkte op ad en hurtigt karakteristik af Astrid Lindgren. Måske er dette en af årsagerne til det senere tætte samarbejde mellem de to kvinder, der på hver deres måde markerede sig i samtiden.
Lighederne er mange, og ligeså er forskellene. Det må man ikke tage fejl af. Bogen igennem tegnes et billede af Ingrid Vang Nyman som et yderst kompliceret menneske, hvis originalitet og grundighed, særegne talent og nysgerrighed stod i kontrast til en nærmest destruktiv selvkritik og psykiske problemer af en karakter, der fulgte hende frem til hendes død i 1959.
Ad Vejen til Stockholm
Som ovenfor nævnt er her tale om en antologi med museumsleder for Vejen Kunstmuseum Terese Nielsen som primær bidragyder. Af andre forfattere finder vi antropolog Inger Sjørslev, historiker og journalist Janni Andreasen samt etnolog Bodil Grue- Sørensen. Vejen Kunstmuseum råder over verdens største samling af Ingrid Vang Nymans værker, og sammen med de fire forfattere kommer læseren grundigt rundt om hende. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg sad med en hvis forventning til de år i Ingrid Vang Nymans liv, da hun indleder sit arbejde med Astrid Lindgren, men Ingrid Vang Nymans vej til at blive en af sin tids mest anerkendte børnebogsillustratorer snørkler langt ud over Vejens bygrænse.
Hver artikel har naturligvis sit eget fokus, og de er alle kendetegnet ved, at forfatterne ganske enkelt kan skrive. Deres individuelle interesse for Ingrid Vang Nyman står tydeligt og smittende frem i teksterne og særlig Terese Nielsens entusiasme omkring hendes egen Pippi fra Vejen er bemærkelsesværdig. Man må heraf ikke forledes til at tro, at der tegnes et entydigt, idylliseret glansbillede af Ingrid Vang Nyman. Hendes komplicerede sind, hendes til tider svigtende moderlige omsorg for sønnen Pelle, hendes valg af charmerende, men helt og aldeles ansvarsløse boheme af en ægtemand samt hendes tiltagende sygdom og voldsomme medicinforbrug bliver en del af fortællingen om hende.
Som læser bliver man yderligere begavet af Janni Andreasens fortælling om polarforskeren Peter Freuchen og den grønlandske del af Ingrid Vang Nymans slægt. Da Peter Freuchen vender tilbage til Danmark i 1924 køber han to år senere øen Enehøje i Nakskov Fjord, og her samles familien jævnligt sammen med Freuchen store bekendtskabskreds af kunstnere og forskere i alle afskygninger. Ingrid Vang Nyman har utvivlsomt hentet en del af inspirationen til sin senere interesse for kunstretninger fra alle dele af verden i dette miljø, hvor særligt Peter Freuchens fortællinger fra fjerne polaregne må have gjort indtryk på en ung pige besiddende en livlig fantasi og ikke mindst evnen til at omsætte den i streger og farver.
Antropolog Inger Sjørslev tegner et portræt af Ingrid Vang Nyman som en formidler forud for sin tid, når hun går i dybden med de etnografiske litografier ”Barn i öst og väst” fra 1948. Det er ikke helt klart hvorfra Ingrid Vang Nyman har hentet sin viden om de forskellige kulturer, når hun skildrer børn fra flere verdensdele. Hun kom aldrig på de store studierejser, som hun drømte om, men tegningerne rummer detaljer, der dels bygger på reel viden samt en del fri fortolkning og arbitrære, naive forestillinger om de forskellige fremmede kulturer.
Inger Sjørslev peger på, at litografierne peger mod en mere globaliseret forståelse for andre kulturer, end man normalt så sidst i 1940’erne. Et udsyn mod en bredere og mere tolerant verden kan have været tiltrængt på dette tidspunkt. Også selvom Ingrid Vang Nyman under krigen var flygtet med sin mand til det neutrale Stockholm, hvor hun nu arbejdede som illustrator for den svenske dagspresse.
Pippi forpligter
Med titlen ”Ingrid Vang Nyman- Pippi fra Vejen” forpligter bogen sig selvsagt til et betydeligt fokus på Ingrid Vang Nymans udødelige Illustrationer af Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, der udkom i Sverige d. 26. november, 1945 på Rabén og Sjögrens forlag. Redaktør Hans Rabén havde bemærket den danske illustrator og mente, at hun kunne være den rette til at sætte billeder til verdens stærkeste pige. Hans Rabén fik ret. Med udgivelsen Pippi blev forlaget reddet fra konkurs.
Forfatter og Astrid Lindgren- biograf Jens Andersen har i sit arbejde med Astrid Lindgren påpeget, hvordan Ingrid Vang Nymans farverige, anarkistiske Pippi med de strittende knaldrøde fletninger, var præcis, hvad man havde brug for i 1945 i et Sverige, der ganske vist ikke selv havde været i krig, men havde været omgivet af den fra alle sider. Jens Andersen bemærker: Vis mig den, der kan presse en stålhjelm ned over de fletninger. Det er da også Pippi, der præger biografien om Ingrid Vang Nyman. Hun knyttes uvægerligt til Pippi og Astrid Lindgren, selv om samarbejdet mellem de to kunstnere krakelerede i begyndelsen af 1950’erne.
Ingrid Vang Nymans særlige interesse for det farvestrålende og særpræget manifesterede sig yderlige i hendes nærmest maniske fascination af atlaskfugle, i dag kaldet atlaskløvhyttefugle fra Ny Guinea og Australien. Disse fugle optog hende i en sådan grad, at hun oparbejdede, hvad der i bogen kaldes en videnskabelig besættelse for fuglene, som hun studerede indgående i Københavns Zoologiske have. Så meget, så hun fik en henstilling fra Zoo om ikke at forstyrre fuglene under sine studier. Måske blev hun ligefrem smidt ud.
Opsummerende kan jeg kun anbefale enhver med interesse for kunst, børnelitteratur og Astrid Lindgren, hvilket nok alt i alt indbefatter en del mennesker, at lære Ingrid Vang Nyman at kende. Hun boede en overgang i slægtshuset Grønvang i Vejen, men var tillige over Vanløse, Charlottenlund og ikke mindst Stockholm. Bogen sidste halvdel er en minutiøs oversigt over Vejen Kunstmuseums samling, som jeg valgte at springe relativ let henover. Jeg vil hellere se værkerne i virkeligheden. ”Pippi fra Vejen” gør mere end bare at sælge en kunstudstilling. Den er en æstetisk, inspirerende kilde til viden om et menneske, hvis streg mange er stødt på, men måske kun spordisk har hæftet sig ved. Hun fortjener mere end det.
Hvad vil være mere passende end at lade Ingrid Vang Nyman selv komme til orde her på falderebet. D. 9. September, 1945 kan man i svenske Expressen læse følgende udtalelse af en relativ ukendt dansk kvindelig kunstner, som her har fået sit gennembrud med de bemærkelsesværdige billeder.
”Jeg kan lide at tegne og male…men det er specielt dejligt at tegne for børn. Jeg har indtryk af, at børn sætter større pris på humor end de fleste voksne tror…En lyserød græsplæne og en grøn elefant har større chancer, bare de appellerer til den unge læsers fantasi”.
http://www.vejenkunstmuseum.dk
ISBN: 9788787316156
