I 2018 udkom bogen “Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr”. Nu er der udkommet en bog, der præsenterer opgaver hertil. Opgaver, der er kategoriseret som fx Drillebriller, Snakketøjet, Mikrofonen, Giv liv og Kunst og kreativitet. Bogen er ikke kun tænkt som en ”skolebog”, men det er svært at forestille sig, at børn helt frivilligt, uden for skoletiden, ville gå til opgaverne; sådan bare for at løse dem. Det er opgaver, der helt sikkert udvider forståelsen af H. C. Andersen. Man får masser af information om hans liv, og man får tænkt over det særlige i eventyrenes sprog og indhold.
Til eventyret om Tinsoldaten skal man folde den papirbåd, soldaten sejler i. Fin opgave, der også giver mulighed for at afprøve papirbådes bæreevne. I forbindelse med eventyret “Toppen og bolden” skal man prøve, hvem der vil vinde den samlede konkurrence, hvis man tester toppens og boldens evner til at flyde på vand, snurre rundt, hoppe højst og meget mere. Andre gange skal man udfylde personlighedstest, finde prinsesse-adjektiver og lege med sproget.
Hvert år bruges fem af H. C. Andersens eventyr i en landsdækkende oplæsningskonkurrence for skoleelever. Her hos Sigurd kan eleverne både lære og træne nogle gode oplæsningsskills. Og også lærerne kan lure nogle tricks af hos Sigurd, så deres evne til at læse spændende og medrivende op trænes.
Det er herligt, at de eventyr, der fortælles af Sigurd, er meget forskellige. Der er de kendte: “Prinsessen på ærten”, “Fyrtøjet”, “Klods Hans”, “Snedronningen”, “Lille Claus og Store Claus” og “Kejserens nye Klæder”. Men der er også nogle af de mindre kendte: “Vanddråben”, “Pengegrisen”, “Fem små ærter”, “Tekanden”, “Nissen og Købmanden” og “Tommelise”.
Det er virkelig nogle gode, sjove, kreative og faglige opgaver, der er at finde i “100 opgaver til Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr”. Mængden af opgaver kan dog næsten tage pusten fra én. Der er hundrede, og det er uoverskueligt, hvis man læser opgavebogen fra start til slut. En sådan læsning er nok heller ikke tanken.
Vælg ud, læs flere eventyr eller lyt til Sigurd, der læser eventyrene. Det gør han godt. God arbejdslyst, og husk, at H. C. Andersens eventyr er fortalt på en sådan måde, at man forstår dem – både som barn og voksen.
Link til fagbladet Folkeskolens omtale af “Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr”