Så er der dømt splat, blod og indvolde for alle pengene, når dæmonen Ahmin tager bo i Olivers nuttede lillebror Stumpen, og forvandler det lille søde væsen til et blodtørstigt, umætteligt monster, der svælger i menneskeblod og lig.
Via en brækket næse, en kannibal, en sut og rød røg havner dæmonen i svælget på Stumpen, der hurtigt ændrer karakter. Oliver må skaffe blod til Dæmonen, der truer med at dræbe Olivers mor, hvis han ikke parerer ordre.
Hvis ovenstående resumé lyder en lille smule indviklet, så er det et desperat forsøg på at opsamle første del af ”Monsterbaby”, hvor der sættes ind med gysereffekter fra starten. I det hele taget skal læseren holde tungen lige i munden for at følge med i handlingen, for der er fart på, og det er ubetinget bogens stærke side. Læseren skal ikke vente på gyset. Det slås an fra første færd.
Man skal ikke beskæftige sig meget med gysergenren, før man må erkende, at børn er uhyggelige. Tænk bare på ”Rosemary’s Baby” fra 1968, ”The Excorcist” fra 1973 eller de to tvillingepiger i ”The Shining” fra 1980. Den uskyldighed, der almindeligvis omgiver børn, og i særdeleshed babyer, kan med ganske få virkemidler omdannes til skrækscenarier, der kan få selv den mest hærdede gyserfan ud på kanten af stolen.
Derfor er Morten Dürrs ide om en dæmoniseret baby sat ind i et helt ordinært hverdagsdanmark sådan set god nok, men historien vil utrolig meget på kort tid og snubler over sig selv i farten. Plottet halter, fordi vi skal omkring så mange deltaljer i stedet for at holde sig til en lidt stringent linje. Læseren får ikke lov til at dvæle ved de enkelte scener, hvoraf enkelte faktisk holder et godt momentum. Særligt står Olivers rædsel og væmmelse ved dæmonen i kontrast til den angst og tvivl han oplever, da han erkender, at han må slå Stumpen ihjel for at slippe af med dæmonen.
I klassisk gyserforstand bekæmpes ondt med ondt og vi ender op med en åben slutning, der slår fast, at gyset langt fra slutter med bogen.
”Monsterbaby” henvender sig til de 10- 12- årige læsere, der nok skal få gåsehud over bogens splatscener. Jeg synes umiddelbart, at Morten Dürr har præsteret bedre og i andre sammenhænge markerer sig mere skarpt som forfatter. Bogen bør dog købes ind til skolebibliotekerne, hvor den kan indgå i gysersamlingen. Dens overskuelige omfang gør den egnet til mellemtrinslæsere med hang til blod og indvolde.