Black out

‣ Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen

‣ Forlag: Høst & Søn

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 152,95

‣ Målgruppe:13+

‣ Sidetal: 141

‣ ISBN: 9788763845533

”Black out” er tredje bind i Kenneth Bøgh Andersens serie af gysernoveller ”En rejse gennem natten.”

Som i de to foregående bind ”Døde drømme” og ”Blandt skovens skygger” kommer vi i de seks noveller i ”Black out” godt rundt i livets mangfoldige skyggesider. Vi ved alle, at døden er et grundvilkår for livet; men her i novellerne udforsker Kenneth Bøgh Andersen hvad der sker, når vi mennesker begynder at pille ved naturens gang og dermed udfordrer skæbnen. Det er der kommet seks djævelsk spændende gysernoveller ud af.

Målgruppen for de seks noveller er lidt blandet – fx giver den afsluttende ”Et lykkeligt liv (Arbejdstitel)” et lille indblik i en bestsellerforfatters arbejdsliv, og de katastrofale følger en sammenblanding af arbejds- og privatliv kan medføre. Læs aldrig dødsannoncer! Denne novelle kan med stor fornøjelse læses af voksne, og vil vel læses anderledes af unge end af voksne, ligesom ”A-D-am,” hvor fortælleren lader det overnaturlige og nogle scrabble-brikker bestemme, hvem der har slået ens søn i trafikken ihjel, og hvor et E i stedet for A betyder at moren, Lise slår den forkerte ihjel. Jo, Kenneth Bøgh Andersen formår også at fastholde sin voksne læser under læsningen her i grænselandet mellem det realistiske, det overnaturlige, livet og døden .

”Black out” er, som resten af serien, særdeles velegnet til undervisningen i gysergenren og de særlige virkemidler den kræver. De er velskrevne, veldoserede og tilpas ondskabsfulde og personernes dårlige samvittighed spiller en vis rolle, så i en undervisningssituation ligger en samtale om novellernes etik derfor lige for.

Afsluttende må man konstatere at Kenneth Bøgh Andersen endnu engang demonstrerer, at han kan sin metier. Her i novellens stramme ramme og ellers mere udfoldet i romaner, som serien ”Den store djævlekrig” hvor vi netop nu venter på det sjette bind: ”Den faldne engel.” Kenneth Bøgh Andersens store læserskare kan passende fordrive ventetiden med ”Black out.”

http://www.kennethboeghandersen.dk/

http://rosinante-co.dk/

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø (1950-2022) Søren var oprindeligt uddannet lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han interesserede sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og var forfatter til både bøger og artikler om denne. Han var tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Var særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling og havde en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.