7 ånders ulykke, Bag døren

‣ Forfatter: Maria Frantzen Sanko

‣ Illustrator: Thomas Hjorthaab

‣ Forlag: alinea

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 334,95

‣ Målgruppe:12 – 16 år

‣ Sidetal: 164

‣ Sværhedsgrad: lix 18

‣ ISBN: 9788723566478

”Scene 1
Tid: Formiddag
Location: Julian og Lolas værelse.”

Denne intro er skrevet på helt sort baggrund. Det er indledningen til ”7 ånders ulykke. Bag døren”. Det er Sort Læseklub fra Alinea, så det er meget passende, at baggrundsfarven er sort. Det er en gys og gru-fortælling, der har et lix-tal på 18, men her er et indhold, der er alderssvarende til de 12-16- årige. Det er virkelig en fornøjelse at læse med her. Efter den sorte side kommer romanens ”brødtekst”. Det er klassisk layout, men det er smalle sider, stor skrift og så har Thomas Hjorthaab illustreret, så der bliver pauser i tekstbilledet.

Handlingen indledes således:

”Det er ikke, fordi der er noget galt i Knivdalen, siger jeg. Det er der ikke. Jeg gider bare ikke bo der. Jeg smækker låget på min kuffert i med et smæld. Det får Lola til at hoppe, og jeg smiler.”

Det er Julian og Lola, der er på værelset. De skal flytte, deres forældre skal skilles, og nu skal de væk fra hjembyen og ud i ”en pisby langt ude på landet”. Det er der ikke stor tilfredshed med. De skal bo hos onkel Villy, men da de endelig ankommer til onkel Villys mørke hus, så er Villy ikke at finde:

”Vi kan ikke finde ham. Han har ikke været her længe, lyder en stemme bag os.”

Det viser sig jo, at der er noget galt i Knivdalen. Huset er skummelt, vejret er skummelt og naboerne er skumle. Julian og Lola må finde ud af, hvad der sker. Og så er scenen jo sat til en helt klassisk krimi for børn. Det er et supergodt ”take”, at der er angivet scener, tid og locations før hvert kapitel. På en nem og genkendelig måde får forfatteren således givet info om, hvor og hvad der er på spil.

Det er en kunst af de større at skrive med lix 18, når man også gerne vil fortælle en kompleks krimi. Det lykkes absolut for Maria Frantzen Sanko. Hun er ikke en veteran blandt ungdomsbogsforfatterne, men hun rammer fint sin målgruppe med en levende og gysende fortælling.

Sort Læseklub er bøger, der er gode til frilæsning. De kan give læselyst. Læseren bliver fanget ind i bogens handling fra første side. Det er en glæde, at serien ”Læseklub” gør det så overskueligt for bogformidlere (lærere, bibliotekarer og forældre) at give gode forslag til læsning. Der er Grøn Læseklub til de små, Blå Læseklub til de 7 – 11- årige, Rød Læseklub til de 9 – 13- årige og så er der Sort Læseklub. Sådan skriver forlaget om bøgerne i ”Sort Læseklub”: ”Læseklub er gode bøger til frilæsning. Der er smæk på fortællingen, hvad enten det handler om venner, sport, kærester eller krig. Læseklub findes i genrerne: fantasy, gys, sci-fi, realisme, eventyr og ungdomsroman.”

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.