”Vi stod som sædvanlig ved baneskråningen på denne her tid, Åse og jeg..”
Åge og Åse er venner. Der er det særlige ved dem, at de har været venner altid, og de ved lige nøjagtig, hvordan man leger godt. Det gør de ofte på Åses fars skrotplads. Hele sommeren er gået med at lege; eksempelvis: ”Vi leder efter noget, vi ikke ved, hvad er.” Eller de kan lege tværtom-legen, hvor man siger det modsatte af det, man mener. Ofte bruger de en del af dagen på at stå og vente på toget, der kører forbi. Måske er det Åges far, der kører toget. Så sagtner han farten og kaster karameller ud. Måske er det ikke ham, så venter de bare videre.
Det er sommer, de har ferie, og dermed har Åse også fri fra Sture og hans slæng. Sture driller Åse, for hun halter. ”Anden”, kalder Sture hende.
”Åse havde været fri for ham og hans slæng hele sommeren. Men nu begyndte skolen snart igen. Det bekymrede hende.”
Heldigvis finder de en hemmelig og oftest usynlig ånd på skrotpladsen, og denne ånd hjælper de to gode venner.
Det er den moralske historie, der fortælles her. Den fortælles med humor og et fint Ulf-Stark- indblik i, hvordan børn kan tænke og lege. De to venner gider eksempelvis ikke have Åses far og mor til at lege med, for det er belastende, når voksne lader som om det er sjovt at lege. Så er det bedre kun at være børn i legen.
Ulf Stark har her fået det allersidste ord, før han døde i 2017. Mange bøger til børn og unge står på hans forfatterliste, dette er den sidste, og det er en god oplæsningsbog, hvor man kan tale om mobning, om venner, om venskab, om leg og om at længes og vente.
Sproget er smukt og fyldt med skrot: bulede bildele, komfurer, rustne køleskabe, vandhaner, støvsugere og tørrehjelme. Og en kuglegrill. Denne kuglegrill har Åses far taget til sig, så nu kan de få grillpølser, når de er færdige med dagen på skrotpladsen.
Åse, Åge og ånden hjælper hinanden med at få has på Sture og hans slæng. Den slags bøger skal ende godt. Det gør den også.
