Rimhyldest til det livsglade barn
I Abelone i hullet får vi en sprælsk historie om pigen Abelone, der fødes med gule shorts og vandrestøvler på og fra begyndelsen har en glubende appetit på livet med alt, hvad dertil hører af nysgerrighed.
En dag falder Abelone ned i et dybt hul, og i hullet åbner sig en verden, der i bedste undrelandsstil rummer et hav af sære væsner og skæbner. Der er ingen grænser for fantasien, og hele den del af bogen, der foregår i den eventyrlige verden lægger sig i en tradition, som for øjeblikket ellers synes at være trængt lidt i baggrunden på det børnelitterære marked; nemlig nonsensrimbogen for børn. Inspirationen fra de gamle rimklassikere med Halfdans ABC i spidsen fornægter sig ikke, og forfatter Signe Marie Schmidt-Jacobsen har gjort sig umage for at skrive nogle originale rim, der netop rummer den livsglæde, som bogen generelt plæderer for.
Hør bare dette rim:
”Op fra bjergets top
et røgsignal steg
rus i lykkens krop
et minde om sne
tre små dværge slog
et flyvende tæppe af uld
med tryllestave af tro
op svævede drømme af guld” (s. 22).
Det er dejligt, at nogle forfattere stadig ser værdien i rim og remser som et underholdende og samtidig udviklende element for de mindste børn.
Desværre holder alle rimene ikke samme høje standard, som det ovenstående. Nogle af dem virker for påtagede, og skal man være kritisk, så virker det som om, at alt har været accepteret i fantasiens hellige navn, uanset om det så holdt kvalitet og rytme. Den gode nonsenslyrik har en iboende rød tråd, der – vanviddet til trods – holder sammen om ord, rytme og indhold. Og denne røde tråd mangler i visse rim.
En spaghetti på frierfødder
Bogen er illustreret af Mine Neumann, som jeg ikke er stødt på før, men som afgjort har noget at byde på. Hendes streg er særegen og dynamisk, og det er faktisk svært at sammenligne den med andre. Hun har godt fat i perspektiverne, og som læser keder man sig ikke et sekund. Samtidig har Mine Neumann formentlig haft sine udfordringer, når hun skulle tegne en rødmende, kærlighedssøgende spaghetti, der løber efter en bus. Ja, det sker faktisk.
Rent layoutmæssigt er det synd, at Mine Neumanns illustrationer ikke får lov at fylde siderne mere ud, end de gør. De opererer i negativt rum, og det bevirker, at de ind imellem fremstår en smule asymmetrisk på siderne. Det er en lidt spøjs opsætning.
Børn i børnehavealderen vil grine over de afsindige illustrationer og rimene i Abelone i hullet. Bogens rim bryder med enhver form for logik og fornuft, og det er ikke så skidt endda.
Bogen er dedikeret til vores børn, der ønskes uendelig meget livsappetit og glæde. Det kan man kun være enig i. Det fortjener alle børn.
