Udenfor er luften klar og kold, og den lave sol har farvet himlen orangerød. Den spejler sig i Kundepunktets sorte glød. Skytsenglene spreder sig ud over gaden og blokerer vejen for en bus. Jeg stæser af sted for at indhente flokken. Det er længe siden, jeg sidst har løbet, og anstrengelsen får min forvirring til at forsvinde som dug for solen. Blandt puritanere er det ikke velset at gøre noget bare for fornøjelsens skyld, og det er præcis, hvad der her er: Mine længer brænder, mine muskler smerter, og jeg nyder bare at løbe lige så hurtigt, jeg kan.
Teenageren Beatrice lever i en fremtidsverden i den uselviske faktion, der hedder Puritanerne. Samfundet er delt op i 5 faktioner: Puritanerne, Sanddru, Pacifisterne, Intelligensia og Skytsengle. Når man fylder 16 år, skal man vælge sin egen skæbne og den faktion, man vil leve med og i resten af livet. Forinden bliver man personlighedstestet, så man får en idé om, hos hvem man skal møde op. Men hovedpersonen Beatrice falder uden for kategori da hun bliver testet. Hun er divergent – en afviger. Beatrice vælger imidlertid at stille sig ved Skytsenglene, som er den mest frygtløse og kompromisløse af alle faktionerne. Beatrice (som nu kalder sig Tris) starter et skæbnesvangert aspirant-forløb, der kommer til at koste lidt mere end blod, sved og tårer. Heldigvis får Tris nye venner og så er der også ham instruktøren Four! Trilogien er skrevet af en 23-årig debutant. Handlingen er filmisk, actionpræget, fuld af intriger, lidt romantik og velkomponeret.
Ligesom målgruppen forhåbentlig vil elske at læse bind 1, er vi to (i alderen 12 og 43 år), som har slugt alle tre bind og lånerne står i kø på mit skolebibliotek – godt hjulpet på vej af filmatiseringen. Både jeg og min 12-årige medlæser synes dog ikke filmen lever op til bogen. Vi må derfor kraftigt anbefale, at man ikke snyder sig selv for læseoplevelsen før man ser filmen.
Bøgerne skal læses i rækkefølge.