”Da han lå i sin seng, kunne Kevin høre stemmer og latter fra underetagen. Hele familien lod til at have det sjovt uden ham. ”Jeg håber, jeg aldrig kommer til at se min familie igen,” hviskede Kevin. ”Jeg ville ønske, at jeg var helt alene hjemme.””
Kevins familie har travlt med at pakke. De skal nemlig ud at rejse i juleferien. Kevin bliver ved med at gå i vejen og bliver til sidst sendt i seng med en skideballe. Han bliver så sur at han ønsker, hans familie ville forsvinde. Stor er hans overraskelse derfor, da han morgenen efter vågner, og hele huset er tomt. Kevins familie har i forvirringen glemt at få ham med, og Kevin tror han på magisk vis har fået sin familie til at forsvinde.
I starten er det meget sjovt – man kan spise is til morgenmad, bruge kælken ned af trappen indenfor og se tv lige så meget han har lyst til. Lidt uhyggeligt bliver det dog, da Kevin opdager at et par indbrudstyve har udset sig hans hus og vil røve det. Tyvene har dog ikke taget Kevin med i beregningen, og de kommer ret hurtigt til at fortryde, efterhånden som de bliver ved med at gå i Kevins snedigt planlagte fælder.
Bogen er gennemillustreret af Kim Smith. Hun fanger rigtig fint stemningen i bogen, og de kraftige farver og tegnefilmsagtige karakterer vil glæde den lille læser.
Jeg kan egentlig meget godt lide at lektøren til denne bog kalder den en bogmatisering – for det er faktisk det, den er. Det er egentlig bare filmens handling kortet ned til billedbogsformat og illustreret af Kim Smith. Ikke at der er noget galt med det, man skal bare heller ikke forvente mere end det.
Til gengæld tænker jeg den fungerer rigtig fint til de yngre børn der gerne vil se filmen Alene hjemme. For har man først fået læst handlingen i billedbogsform, er det unægtelig lidt lettere at følge med i filmen. Og uanset om man har tænkt sig at se filmen eller ej, er det bare en sjov historie.
Nu er jeg af den generation, der var barn da filmen om Alene hjemme kom ud. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set og grinet af den film. Og den holder faktisk stadig. Jeg har for et par måneder siden set filmen sammen med mine børn på 7 og 9, og de var flade af grin. Der er noget eviggyldigt sjovt i både Palle alene i verden-vinklen, hvor Kevin pludselig er helt alene og kan gøre hvad han vil, og så fungerer ”falde på halen”-humoren, med alle de spidsfindige måder han lokker de skøre indbrudstyve i fælder på, bare stadig.
