Alvin kigger efter Ville. Men Ville er der ikke! Han er væk! Helt væk! Alvin må finde ham! Han er bange. Men hvor skal han lede?
Alvin er i zoologisk have med sin far og sin lillebror Ville. Mens faderen er gået på toilettet, bliver Ville pludselig væk, og Alvin må ud at lede efter ham. Han leder mange steder og bliver for eksempel meget forskrækket hos krokodillerne, for hvad nu hvis en krokodille har spist hans lillebror?
Til sidst går det op for Alvin, at han selv er blevet væk, men en sød dame hjælper ham med at finde både faderen og Ville, og de beslutter alle at få en is.
”Alvin i zoo” er 6. del i serien om drengen Alvin, som oplever mange spændende ting. Det er rigtig fine bøger med spændende handling, der kan appellere til både drenge og piger.
Denne fine lille letlæsningsbog er med sit lix-tal på 4 god til begynderlæsere, der har knækket koden og kan acceptere lidt mere tekst på siderne.
Som en ekstra bonus kan der downloades opgaver til bogen på www.billebøgerne.dk, hvilket jeg tænker også gør bogen attraktiv i undervisningssammenhænge.
Jeg er sikker på at spændingen i handlingen omkring det at Alvin ikke kan finde sin lillebror, er let at identificere sig med for de fleste børn, og med store bogstavtyper og få ord på linjerne er bogen helt klart anbefalelsesværdig.