Niende og sidste bog i Kazu Kibuishis fantasy-serie Amulet er udkommet, og en episk rejse har efter 16 år nået sin ende. Talrige handlingstråde og karakterbuer skal bindes sammen i en stort anlagt finale i en grandios fortælling, der har tryllebundet børn og unge (og nok også en del voksne!) siden bind ét udkom på originalsproget i 2008 med så stor gennemslagskraft, at det næsten gav udslag på richterskalaen.

”Det er en fantastisk chance, din datter har fået, fru Hayes. En chance, de færreste stenvogtere får”
– ”Tilgiv mig min uvidenhed, men hvad er det helt præcist for en chance?”
– ”Hvis hun virkelig er den, rådet har prøvet på at finde… så kan hun hjælpe os med at redde
verden.”

I finale-bindet, Bølgerytter, skal Emily konfrontere Ikol for endegyldigt at forstå stenens kraft og potentiale, imens elverprinsen Trellis rejser til Valcor for at fuldbyrde sin skæbne. Vigo Light og hans kompagnoner forsøger at opstøve den mytiske stenvogter Ronin, der sammen med hendes disciple er Alledias bedste chance for at blive genoprettet til fordums storhed.

Det er decideret skørt så meget, der er sket siden første bogs hjerteskærende prolog, hvor Emily og Narvins far omkommer i en tragisk trafikulykke. Sammen med moren flytter de ud på landet til et forladt hus, der engang var ejet af deres oldefar Silas, der var ”lidt af en særling”, som var optaget af ting, ingen forstod – og som i øvrigt forsvandt sporløst fra jordens overflade.

Og lad det bare være sagt med det samme: i Kazu Kibuishis fortælling er der ingen tid at spilde. Handlingen sætter allerede i spurt kort inde i første bog, og den taber hverken fart eller momentum før sidste side i bind ni er læst og bogen lukkes med en nærmest forpustet udånding. Det er helt tosset så meget der når at ske i løbet af de ni bøger. Emily finder en mystisk amulet, der tilhørte oldefaren; et ækelt monster sluger moren (på side 50 i bog 1!) og Emily og lillebror Narvin følger efter monsteret, der fører dem ind i en alternativ dimension (på side 54!), og herfra kommer der for alvor vind i sejlene! Vi møder oldefaren Silas, Miskit, Cogsley, den onde elverkonge, hans søn prins Trellis, ræven Leon Rødskæg, Balan, Doc og resten af modstandsbevægelsen, Vigo Light, luftskibs-søulkene Enzo og Rico, den nådesløse lejemorder Gabilan, Riva, Max, Ronin …. og mange, mange flere.

Kazu Kibuishi har skabt et gigantisk univers, der er lige så rigt geografisk som det er på folklore og et mangfoldigt persongalleri, og der er meget at holde styr på. Til nærværende anmeldelse gik undertegnede tilbage til den første bog og læste hele serien forfra for at have alt klart i erindringen til at få det fulde udbytte af bog ni, Bølgerytter. Undervejs tog jeg noter for at holde styr på byer, egne, relationer, slægtsforhold og historik – og dét har jeg takket mig selv for flere gange!

I de første fire bøger glider historien hurtigt men overskueligt frem. Hver bog har sin hovedplottråd og præsenterer drypvis nye karakterer i et anskueligt tempo, men fra bog fem og frem virker det til, at Kazu Kibuishi er blevet fanget af en idé om, at alt konstant skal være større, vildere og mere komplekst og indviklet. Og det er, i min optik, ikke udelukkende godt. Fokus flyttes gradvist fra rendyrket fantasy, eventyr og action til at blive en meta-ophøjet fortælling, der foregår på flere bevidsthedsniveauer og tidslinjer. Og hvor seriens første halvdel trækker på referencer til H.P. Lovecraft-gys, Ringenes Herre, Narnia, Hayao Miyazakis Det levende slot og ikke mindst Guillermo Del Torros Pacific Rim, skuler seriens sidste halvdel i højere grad til intrikate værker som The Matrix og Christopher Nolans Inception, og det resulterer immervæk i et noget anderledes og mere snørklet narrativ. Det resulterer i øvrigt også i en historie, der generelt låner så flittigt fra både klassiske værker samt populærkultur fra sin samtid, at den er lovlig tæt på at mangle egne originale ideer. Men altså. Er man frisk på at spidse ører og holde tungen lige i munden, er Amulet en ganske imponerende serie at give sig i kast med og et selvsagt must for fantasy-elskere. Hvis man tilmed kan sluge et par kameler undervejs, er der ingen ko på isen. For selvom Amulet er fortrinlig underholdning, er den ikke uden brister.

Kazu Kibuishi er generelt bedst til både at skrive, tegne og orkestrere spænding, uhygge og action. Det ses i de heldigvis talrige og vanvittigt flotte scener, hvor intensiteten er høj og skalaen stor. Han opererer fortrinligt i det episke. Når der til gengæld skal zoomes ind på karakterer og deres indre dybde, står serien knapt så skarpt. Visuelt kommer dét tydeligt til udtryk i de mange børne-karakterer, der udelukkende kan skelnes fra hinanden i hudfarve og frisurer – deres ansigtstræk og udtryk er komplet ens. Dertil introducerer Kibuishi et væld af karakterer, der har en umiddelbart vigtig rolle i den bog, de præsenteres i, kun for kort efter at blive parkeret i baggrunden som en birolle, man kun genbesøger i små glimt.

Og som et sidste men ikke helt ubetydeligt hak i regningen, formår serien – på trods af at prøve umådelig hårdt! – aldrig for alvor at blive rørende. Måske det skyldes noget så simpelt som at Kazu Kibuishi bare er bedre til spænding og action end det dybtfølte. Det altoverskyggende traume, der bunder i det tragiske tab af faderen, som man længe ledes til at tro, er den bærende søjle i Emily og Narvins følelsesmæssige udvikling, får aldrig en forløsning. Det virker nærmest som om, at Kibuishi har glemt undervejs, hvordan han indledte serien! Det tætteste vi kommer, er Emilys afsluttende monolog-tirade af skvalder-filosofi om livet, der vinder stort i kliché-bingo:

”Ved at bevare roen kan vi træffe de rette valg, der bevæger vores liv fremad, og ride på de bølger, som omgiver os. Selv i de strengeste tider er der lys at finde i mørket. Vi har hver især et indre kompas, et mål at styre efter. Følger vi det, kan vi altid vende hjem”

Amulet-serien er mange ting. Det er hæsblæsende action, neglebidende spænding, en god portion uhygge og et overdådigt galleri af figurer; fra robotter, talende dyr og mennesker til elvere, rumvæsner, levende træer og gigantiske monstre. Og så har Kazu Kibuishi og hans tegnestue skabt et imponerende flot visuelt univers, der på alle måder omfavner det storslåede og episke.

Amulet er dog også en serie, der låner så kraftigt fra så mange eksisterende værker, at man til tider skal bruge lup for at få øje på originale ideer. Dertil halter historien på det emotionelle, og så har den så meget fart på i sin fortælling, at den glemmer at kigge sig tilbage og få bragt alle handlingstrådene med frem til mållinjen. Seriens niende og afsluttende bog, Bølgerytter, leverer dog en finale, som den tiltænkte målgruppe vil juble over. Denne anmelder er delvist solgt, men sandsynligheden for, at de børn, serien er skabt til, vil lade sig rive med på det fabelagtige eventyr som Amulet er, er kolossal!