Anker er et julemirakel

‣ Forfatter: Alberte Winding

‣ Illustrator: Claus Bigum

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2022

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 26

‣ ISBN: 9788727017488

“I morgen er det juleaften, og far og mor har travlt med at lave julemad og pynte op. Anker
ligger på sofaen og synes, at her allerede var hyggeligt og noget at spise, inden far og mor
fik travlt. Der står da en juledekoration, som Anker har lavet. Og de smukke kager har Anker
bagt sammen med farmor. Der er endda glasur på.’’

I Anker er et julemirakel møder vi atter engang drengen Anker. Denne gang har han svært
ved at følge med i mors og fars tempo i forberedelserne af juleaften. For ham betyder det
nemlig ikke noget, om der er andefond i sovsen, eller om der er nystrøget dug på bordet.

“Hele lejligheden er fuld af lyde fra vaskemaskinen, tørretumbleren, opvaskemaskinen,
emhætten, ovnen og mor og far, der råber. Anker lukker øjnene og forestiller sig et fredeligt
sted.”

Og pludselig går strømmen, så far og Anker må ud for at købe sikringer. Far er sur, og Anker
er træt. Pludselig kan far ikke finde Anker, og far råber efter ham og lyder rigtig ked af det.
Men Anker er bare faldet i søvn i Købex’ juleudstilling, hvor han ligger i kassen på det lille
Jesusbarns plads. Og da går det op for far, at julen i virkeligheden bare handler om at være
sammen med dem, man holder af. Og det er et sandt julemirakel.

Serien om Anker egner sig særligt til højtlæsning for børnehavebarnet, men kan også
fungere glimrende som selvstændig læsning i skolens indskolingsklasser. Denne
bogs indholdsside lægger op til en samtale om, hvordan man bl.a. kan anskue en
højtid som julen.

Alberte Windings sprogbrug er naivt, men dermed netop rammende i
forhold til barnets anskuelser og observationer. Og sammen med bogens
finurlige og
farverige billedside, appellerer den til en bred målgruppe af
børn i alderen tre til otte.

Anmeldelsen er skrevet af Anne Line Karmark

Jeg er uddannet lærer og cand.pæd. i didaktik med særligt henblik på faget dansk. Til daglig er jeg lærer i folkeskolen, hvor jeg underviser på mellemtrinnet. I min litteraturlæsning har jeg et særligt blik for, hvordan det givne værk kan tænkes ind i en didaktisk sammenhæng i undervisningen af børn og unge. På indholdssiden har jeg en svaghed for det komplekse, samt for illustrerede værker i alle afskygninger.