Annika Løve & Pagtens Pris

‣ Forfatter: Rune Bendixen

‣ Forlag: Brændpunkt

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 249,95

‣ Målgruppe:12 – 17 år

‣ Sidetal: 340

‣ ISBN: 9788794534123

”Johannes, Emil og pigerne bremsede foran Lennart Tofts kontor, der lå midt på den lange gang, der forbandt gymnasiets fakulteter. Johannes rettede sig op og bankede forsigtigt på døren.
Døren er åben, råbte en stemme fra kontoret.
Johannes åbnede døren og så Sohrab stå bøjet ind over en klump tøj, der lå sammensunket på gulvet. Johannes genkendte Lennarts jakkesæt, der var gråt med pletter på reverset.”

Det er gået helt galt på Stenhus Kostskole. Og faktisk i hele København, Holbæk og omegn. En morgen, da Annika vågner (netop på sin 13-års fødselsdag) er hendes forældre væk. Der er ikke andet end en dynge med det tøj, de havde haft på. Der er dækket bord til fødselsdag, men der er ingen til at fejre Annika, hun må gå alene til skolen. Og her møder hun et helt ”voksenløst” univers.

Der har været en mystisk snestorm om natten. Snestormen kommer flere gange i løbet af romanen, og hver gang sker der noget virkelig uhyggeligt: Folk forsvinder. Deres kroppe bliver væk. Kun tøjet er tilbage.

Nu følger man to forskellige handlingstråde. Først er der Annikas 9. hverdag, hvor Ibrahim og Alexander, to drenge fra 9. klasse, får overtalt næsten alle børn i København til at følge sig i lyset af krigsguden (eller karakteren fra et rollespil) Zodiak. Annika og hendes venner Michael og Zahra kæmper imod. De er oppe mod en overmagt.

Dernæst er der Johannes’ liv på en gård uden for Holbæk. Da hans forældre forsvandt, så blev det
ham, der kom til at stå med ansvaret for lillesøsteren Tilde (der er en baby, der skal have modermælkserstatning) og storesøsteren Caja, der ligger i dialyse og er afhængig af dialysevæsken.
Johannes har nok at se til.

Det er en ”Fluernes-Herre”-ungdomsroman, hvor der kæmpes om magten med mange midler. Det er også en science-fiction, der har referencer til ”I. P. Jacobsens: ”Pesten i Bergamo” og den mere nutidige Jesper Wung-Sung roman: ”Skolen”.

Det er en spændende roman, hvor hverdagslivet i 9. klasse er et realistisk afsæt for dystopien. Det er tanken, at dette er den første bog i en serie på seks, derfor slutter bogen også således, at der må være en fortsættelse. Det er en bog, der kan læses af alle unge. Den er spændende, den har rollespils- og computerspils-referencer, men den har også venskaber, tillid, søskendeansvar og hjælpsomhed som temaer.

Det er Rune Bendixen, der har skrevet bogen. Han er debutant, han kommer med en baggrund som filminstruktør og manuskriptforfatter. Når det er interessant at nævne, at forfatteren Rune Bendixen er filminstruktør og manuskriptforfatter, så skyldes det, at der her i hans første bogudgivelse er et tydeligt aftryk af en manuskriptforfatter, der ved, hvordan man får beskrevet et miljø, får givet en setting og i det hele taget får læseren med ind i bogens handling. Det ved han. Børnefilmen ”BølleBob” er en af de mange film, han står bag.

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.