Drengen Anton oplever et moralsk dilemma: Hvordan kan han glæde sig over, at han har det godt, når der er millioner af børn i verden, der ikke har det? Millioner af børn, der ikke har en mor, en seng at sove i, en skole at gå i, og som ikke får morgenmad? Anton forsøger at blive klog på disse store spørgsmål, men hverken hans mor eller hans kammerater i skolen hjælper ham til svar. Tværtimod synes han, at omverdenen kun er med til at komplicere tingene yderlige, og først da hans forstående lærer kommer ham i møde, finder Anton et svar, han kan bruge til noget.
I 1994 udgav professor Torben Weinreich Skråt nedad – på vej mod en børnelitterær poetik. Heri skriver Weinreich om, hvordan børnelitteraturen blandt andet er karakteriseret ved at være skrevet fra en voksen bevidsthed til et barns bevidsthed, altså skråt nedad, dog uden i egentlig forstand at tale ned til barnet. Dette forhold mellem forfatter og barn har medvirket til, at børnelitteraturen har haft vanskelige og omskiftelige vilkår som kunstform, fordi man i visse litterære kredse har nægtet at anerkende den som kunst. Det ligger ikke inden for rammerne af denne anmelde at rejse denne debat igen, da den
dybest set er ret triviel, men hvorfor så overhovedet nævne den? Ganske enkelt fordi det at læse Anton føler skyld af Katrine Marie Guldager og Kirsten Raagaard gav mig indsigt i, hvad kritikere af børnelitteraturen kan have henvist til, når de stillede sig tvivlende over for børnelitteraturen som kunst.
Samtidig med at jeg fik denne indsigt, blev jeg også voldsomt skuffet. For det første steg mine forventninger ganske gevaldigt, da jeg så Katrine Marie Guldagers navn. For det andet sendte bogens forside mig tilbage til Thomas Tidholms børnelitterære æstetik, som jeg holdt meget af førhen. Æstetikken holder for så vidt. Illustrationerne giver bogen liv i deres fulde udnyttelse af hele bogens format, men historien holder slet ikke. Bevares, den kan meget vel bidrage til en god diskussion mellem voksen og barn, og serien nyder ifølge forlaget stor popularitet blandt lærere og pædagoger, men undskyld; det er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel i sig selv. Jeg bliver helt træt på mit eget erhvervs vegne, når jeg ser Antons 70’er-lærer indtage scenen og som den eneste forstå Antons eksistentielle krise. Læreren er taget lige ud af en socialrealistisk børnebog med årtier på bagen, når han med hestehale og fodformet sko fortæller Anton, at man jo altid kan prøve at hjælpe dem, der er i nød.
Børn møder en indviklet verden, og jeg anerkender fuldt ud, at børn inden for bogens målgruppe kan stå med samme spørgsmål som Anton. Den slags spørgsmål om verdens genvordigheder har børn altid stået med, og de er ikke blevet mindre med tiden. Det må dog kunne gøres bare en anelse mindre pædagogisk og didaktiserende. Der findes talrige bøger på markedet, der rejser kritiske spørgsmål om verdens gang og de udfordringer, som børn nødvendigvis møder på deres vej. De gør det bare langt mere subtilt. Bogen pladrer sine budskaber ud i hovedet på læseren i en grad, der virker utidssvarende og lægger sig inden for en børnelitterær kultur, som jeg havde håbet, man havde lagt bag sig.
