Da det bliver tid til frokost, smider Ayse sin madpakke i skraldespanden – hun skal nok være sejere end Serhad og Barab! ”jeg behøver ikke at spise min madpakke. Jeg er slet ikke sulten,” siger Ayse. ”Jeg burde måske også faste,” siger Anne, mens hun holder sig på maven. ”Tænk hvor tynd jeg kunne blive.” ”Ja, det ønsker min mor også hvert år. Men hun bliver bare tykere, fordi vi spiser så meget om aftenen.”
Ayse glæder sig. Der er kun to dage til ramadanen begynder. I år skal Ayse for første gang være med til at faste. Hendes mor siger, at hun kun må faste indtil frokost, ellers bliver det for hårdt i skolen. Men Ayse vil være ligeså sej som sine brødre, og derfor vil hun overraske sin familie ved at faste endnu længere. Hun viser stolt veninderne i skolen, at hun smider madpakken i skraldespanden. Men Ayses klasselærer Ingrid bemærker, at Ayse bliver mere og mere stille. Det gør hende bekymret. Så hun kalder Ayses forældre til samtale.
Runa Steppinges illustrationer er i lyse akvarelfarver. De er meget detaljerede – især når illustrationerne viser middagsbordrets overflod af lækre tyrkiske retter og indretningen af spisestuen. Her må illustratoren have været på grundig research i det kurdiske miljø.
Dette er tredje bog om den tyrkiske pige Ayse og hendes hverdag med skole, veninder og familietraditioner. Özlem Cekic har endnu en gang skrevet en rigtig god og troværdig historie om Ayse. Ramadanen er vigtig for mange tyrkiske familier – også for Ayses familie. Som læser er det nemt at forstå Ayse og hvor gerne hun vil faste som resten af hendes familie. Da hun ikke overholder de regler for faste hun har fået af sin mor, går det galt for hende. Heldigvis er klasselæreren og hendes mor opmærksomme og hjælper Ayse til at forstå, hvorfor man ikke må faste når man er på Ayses alder.
Bogen kan med fordel læses af både tyrkiske og danske piger. De tre bøger om Ayse kan læses uafhængigt af hinanden.
