Babysalmesang med fagter

‣ Forfatter: Maiken Ingvordsen

‣ Illustrator: Sarah Hvass

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2015

‣ Målgruppe:0+

‣ Sidetal: 30

‣ ISBN: 9788711442821

I denne lille sangbog har forfatteren sat fagter til ni enkle og børnevenlige salmer. Bogen indledes med et kort forord, hvori det beskrives, hvilken glæde forfatteren selv har oplevet gennem musik og sang (særligt salmesang) med sin søn.

Herefter følger så salmerne, der hver har et fuldt opslag; på venstre side står teksten – ét vers per salme – med udførlige vejledninger til fagter under hver linje, samt enkle illustrationer af bevægelserne. Der er også et link til en video, hvor forfatteren synger og viser fagter. På højre side er en større illustration, der passer til salmen.

Endelig omfatter bogen også en ganske kort teoretisk forklaring af musikkens betydning for barnets tidlige udvikling.

Med bogen følger desuden en cd, hvor man kan høre alle sangene.

Maiken Ingvordsen er pianist, komponist og musikpædagog, og musikaliteten er da også tydelig i både tekst, sang og video.

Sarah Hvass står for illustrationerne, der er farverige, blide og venlige i deres lidt naivistiske udtryk med både detaljerige mønstre og bløde, enkle former.

Desværre fremstår denne bog på én gang lidt for tyndbenet og lidt for udførlig. Hver salme består som nævnt af kun et enkelt vers, som er oversået med forklaringer til fagter, der – for de flestes vedkommende – er helt simple og intuitive:

I østen stiger solen op
(Før begge hænder langsomt opad, mens du blafrer med fingrene)

den spreder guld på sky
(Fortsæt med at blafre med fingrene, mens du tegner en halvcirkel)

Kun i to af de ni salmer inkluderes berøring og bevægelse af barnet, hvilket godt kan undre en smule.

Bogen henvender sig til småbørnsforældre og vil ikke have mange anvendelsesmuligheder i institutionen; de beskrevne fagter er stort set alle kendte i forvejen af pædagoger, der har lidt erfaring med fagtesange.

Cd’en kan dog sagtens bruges som redskab til en rolig stund; Ingvordsens stemme og musikken er varm og behagelig.

Maiken Ingvordsen
Sarah Hvass
Om bogen
Læseprøve

Anmeldelsen er skrevet af Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.