”Hvorfor tror I, at jeg talte swahili, når jeg fortalte om taktik? Alt, hvad jeg har sagt om fodbold, er noget,
som Kalle har tænkt.” Altmuligmand holdt en pause og gav så Kalle en krammer. ”Det er ham, der er den
kloge … jeg er den dumme.” Altmuligmand sank lidt mere sammen. ”Jeg er sorry for, at jeg har løjet for jer.
Og at det kom frem på den her måde.” ”Hør nu her! Sagde Tjalfe, der rejste sig op. Alle kiggede på ham.
”Nej …” sagde han og satte sig igen. ”Jeg kan ikke huske, hvad jeg ville sige.” ”Jeg vil godt sige, at du har
lært os noget!” sagde Sif. ”Det kan godt være, at det ikke er blevet til så mange sejre, men du har lært os én
ting.” Altmuligmand løftede spanden. ”Har jeg?” Sif nikkede. ”Du har lært os at djuble!”

Bækager Boldklub er på vej på ferie. De skal på tur helt til Kenya i Afrika, og træner Altmuligmand er fast
besluttet på, at de KUN skal slappe af og hygge sig. Ingen fodbold, ingen kampe.
Da de ankommer, bliver træneren budt velkommen som en stjerne, alle virker til at vide hvem han er, og
der er endda opført en statue af ham i byen. Altmuligmand vil dog ikke rigtig tale om det og får
spørgsmålene fejet af vejen, hver gang nogen af børnene prøver at få opklaret, hvorfor han er så kendt.

De bliver alle indlogeret på et luksushotel til stor glæde for alle – men børnene beslutter sig alligevel for at
det hele er lidt for mystisk, og sætter sig for at få opklaret mysteriet om deres træner.

Det hele ender med at holdet tager imod en udfordring fra den lokale rigmand Mfufu Johnson, uden
Altmuligmands vidende. Da de ankommer til kampen på stadion, står de ved et svømmestadion. Det viser
sig nemlig at Altmuligmand ikke er en kendt fodboldspiller i Kenya, men derimod en kendt
synkronsvømmer. Derfor går det naturligvis helt galt for holdet, da de skal ”i kamp” – men sådan er det for
Bækager Boldklub. De er vant til nederlag, men er enige om at det vigtigste er at have det sjovt undervejs
og få folk til at ”djuble”.

Bækager Boldklub – Bold og badehætter er femte bind i serien om det skæve, gakkede fodboldhold, hvor
spillerne hver især er gode til rigtig mange ting, men hvor ingen af dem faktisk er særligt gode til fodbold.
Men de hygger sig, gør de, og det bliver lidt moralen i bøgerne: At det vigtigste egentlig er at have det sjovt
med det man laver. Og den morale kan vi jo egentlig alle sammen lære lidt af, tænker jeg.

Jeg synes bogen fungerer rigtig fint. Den kan til nød læses selvstændigt, men det er helt klart en fordel at
have læst resten af seriens 4 bind først, så man kender karaktererne i bogen. Handlingen er lige så gakket som
vanligt, men sproget og dialogen flyder godt, og der er fuld knald på humoren for det skøre fodboldhold.

Bogen er illustreret i sort-hvid undervejs af Lasse B. Weinreich, der med sine skæve afbildninger af bogens karakterer rammer hovedet på sømmet i forhold til at få formidlet historien til fulde gennem
illustrationerne. Det fungerer rigtig godt og giver et ekstra spark til underholdningen, at man indimellem får lidt billeder på handlingen.

Alt i alt en vellykket fortsættelse i serien, som vil begejstre læserne af de forrige bind.