”Det er vinter. Bæverne er på spejder-lejr. De bor i en hytte ved Ribe. Anja og Erik er med som ledere. Erik har sin lille hund med. Den hedder Elvis.”
På billedsiden har Lars Samsøe tegnet de kvikke spejdere Bæverne, der iført uniform er på vej ud i bussen, de skal på tur til Vadehavet. Bæverne har egen bus, så de kører glade afsted. De leder efter en masse ved Vadehavet: Bramgæs, viber, ryler, østers, sandorm og sæler. De finder meget kryb, som de samler i en bakke. Pludselig bliver det højvande. Flod, som det kaldes. De bliver fanget af vandet. Heldigvis bliver de reddet.
Som læser kan man undre sig over spejderledernes manglende opmærksomhed på ebbe og flod. I indledningen til bogen står der, at det er vinter, men ingen af personerne har vanter på. Og de ligger gerne på knæ i det (kolde?) sand, når de skal iagttage dyr og insekter.
Man må tænke, at de to spejderledere lige har et par forældresamtaler, der venter, når turen går hjemad, men det tynger dem heldigvis ikke.
Lix-tallet for bogen er 14, den er letlæselig, og der står ikke meget på hver side. Der er en vis faktuel viden om Vadehavet og dets fauna, men det er først og fremmest en fin og sammenhængende fortælling, hvor illustrationerne er med til at fortælle Bævernes historie.
Men…… spejderledere overraskes ikke af ebbe og flod, når de er på Vadehavstur om vinteren.