Tilde og Otto har været venner i rigtig mange år. Men efter de er blevet ældre synes Otto at Tilde er blevet lidt svær at være sammen med. Hun vil altid tale om følelser og er blevet lige lovlig dramatisk.
En dag er Otto med sin far og lillebror på loppemarked, og det ender med at børnene køber en gammel hund for en femmer. Otto er også startet på musikskole sammen med blandt andet den smukke Lina fra parallelklassen, som han har et godt øje til. Det passer ikke helt Tilde, der på lusket vis får lavet ravage og gjort tingene pinlige for Otto. Tilde og Otto har et band sammen med vennerne Rasmus og Adam, og da Tilde begynder at blande sig i Ottos forelskelse i Lina, får det konsekvenser for bandet.
Bogen er en del af Gyldendals Læs løs-serie. Her indplacerer bogen sig på niveau 10 og med et lixtal på 19. Niveau 10 er til de børn der er godt i gang med at læse, altså automatiseret læsning.
Piger, bandet og en brugt hund er virkelig dejlig læsning. Sproget flyder godt, og der er en ganske naturlig og velformuleret dialog bogen igennem. Blandingen af musikinteresse og spirende kærlighed vil uden tvivl tiltale rigtig mange læsere, både drenge og piger. Med et lixtal på 19 er det samtidig en bog, der kan bruges til de knap så læsestærke, som efterspørger en bog med en lidt mere ung handling end de fleste børneletlæsningsbøger.