Bare en lille gåtur

‣ Forfatter: Sven Nordqvist

‣ Illustrator: Sven Nordqvist

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 259,95

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788711904107

Bare en lille gåtur med Bedstes hund. Gad vide hvor sådan en lille gåtur kan gå hen? Og hvem bestemmer egentlig vejen?

Denne fantastiske ordløse billedbog, Bare en lille gåtur, er en magisk rejse ind i Sven Nordqvists eventyrlige univers. Med udgangspunkt i en lille drengs gåtur med sin bedstemors store hund, bliver vi ledt igennem den ene særlige verden efter den anden – hvert opslag er en ny kakafoni af dyr, mennesker og mystiske væsener; en blanding af kendte og ukendte ting, bygninger og planter.

Der eksperimenteres med størrelsesforhold, og grænsen imellem fantasi og virkelighed er flydende på en drømmelignende måde.
Her er så mange detaljer, at bogen kan læses utallige gange og stadig byde på nye små overraskelser – fx. kan man på mange opslag finde én eller flere figurer, der sidder med næsen i en smartphone. Flere steder er der nogen, der maler; men her er det børnene, der producerer storslåede malerier, mens de voksne laver børnetegninger.

Nordqvist er ophavsmand til Peddersen og Findus, og stilen er da også let genkendelig – fyldt med natur, farver og levende detaljer. Dette er virkelig en helt vidunderlig smuk, indtagende og æstetisk tiltalende bog, der kan bringe oplevelser til både små og store igen og igen; den indbyder til nærhed, hygge og snak – eller bare en rolig stund på egen hånd.

Anmeldelsen er skrevet af Maria Seebach

Maria er uddannet pædagog og arbejder som sådan i en vuggestue i Hørsholm. Maria har specialiseret sig i de 0-6årige og bl.a. beskæftiget sig med pædagogens valg, vurdering og brug af børnelitteratur i daginstitutionen – derigennem har hun fået et særligt fokus på, hvordan forskellige bøger præsenterer børnene for forskellige udtryk, både æstetisk og kulturelt. Maria har især interesse i bøger henvendt til aldersgruppen 0-6 år, dvs. hovedsageligt billedbøger med hovedvægt på billedsiden og mere eller mindre tekst.