Når jeg nu er ved emnet ekstrem fysisk smerte, så lad mig fortælle dig om at løbe spidsrod. Hver skole har sin egen variant, hvad enten det er at få holdt hovedet ned i et toilet eller at blive begravet til halsen i en myrebefængt længdespringssandkasse, men vores er lige den ekstra smule særlig. Og i denne digitale tidsalder har den også sin helt særlige flash-mob feeling.
Det er nemlig ikke nemt at løbe spidsrod, og det er heller ikke nemt at være en lille undermåler af en dreng født at kinesiske forældre i en mindre amerikansk by. Charlie har det således ikke nemt. Hans forældre har en kina-grill, hvorfor han cykler ud med wok-mad og andet godt på en meget sikret trehjulet cykel, og hans mor er over-over-beskyttende og pakker ham helst ind i bobleplast (både i virkeligheden og i overført betydning), for at der ikke skal ske ham noget. Charlies forsøg på at blive byens bedste skater er således et meget svært projekt, fordi det skal foregå i det skjulte, så moderen ikke forhindrer ham i det.
Heldigvis har Charlie en ven, Sinus, der hjælper på en helt særlig og kreativ måde.
Det viser sig også, at moderen har en hemmelighed, hvor oplevelserne fra hendes barndom skygger langt ind i voksenlivet.
”Bobleplastdrengen” er en ret håbløs titel til en ganske udmærket bog. ”The Bubble Wrap Boy” er originaltitlen, så oversættelsen er helt klar, men på dansk giver det en usikkerhed over for, hvad bogen handler om. Overbeskyttede børn bliver ikke betegnet som ”bobleplastbørn” i Danmark, men nærmere curlingbørn. Og selve ordet “bobleplast” er ikke et ord, man bruger særligt ofte, medmindre man er ansat i Postnord, Kop og Kande eller Illum. En bobleplastdreng er ikke en så kæk og kreativ dreng som Charlie i denne bog.
Bogens styrke er sproget og jeg-fortælleren. Sproget er elegant og humoristisk, og fortælleren er selvironisk og kommenterer sine egne synspunkter og holdninger og handlinger. Charlie er slagfærdig over for sig selv. Han tænker mange gode kommentarer og bemærkninger, som han dog sjældent ytrer over for sine klassekammerater, forældre eller lærere, men det giver et billede af et mobbeoffer, der ikke lader sig slå ud. Og så har han jo også vennen Sinus. En god ven.
“Bobleplastdrengen” er den gode version af en virkeligt amerikansk børne-/ungdomsbog. Bogen er på ingen måde realistisk, men det er også til tider godt for børn at læse om unge, der vokser op under andre vilkår end de meget autoritetsfrie, danske vilkår.
