Vi havde Limkvist (Limstift) i engelsk. Hun sad bag katederet og læste op af en kedsommelig tekst, så jeg sad, som jeg plejede og gloede på hendes øjne. Hendes venstre øje opførte sig fuldstændigt normalt, det så ned i engelskbogen og fulgte bogstavernes vej på papiret. Hendes andet øje var til gengæld mere frit og rastløst, det spejdede rundt i klassen og endte med at glo ud ad vinduet. Dét øje havde altid haft sit helt eget liv: det var, som om det søgte efter noget, ledte… uden at finde en skid.
Dette er historien om den usikre, længselsfuld indadvendte pige Bobolina – barn af cirkus Romanze. Bobolina forelsker sig i cirkusdirektørens søn, Dieter, og selv om veninden Carola påpeger, at Dieter er mindst to levels over dem, er Bobolina fast besluttet på at fange hans opmærksomhed og vinde hans hjerte.
Men det er ikke så enkelt for Bobolina, og derfor søger hun støtte hos Carola, der er overbevist om, at hun kan hjælpe Bobolina med af fange Dieters opmærksomhed. Ved hjælp af bogen: Scor din drømmefyr på 8 uger, samt tryllekunstner Popovs magiske (økologiske) dråber, gejler pigerne hinanden op i jagten på drømmeprinsen.
Dette er starten på en heftig udviklingsfortælling, hvor Bobolina bl.a. melder sig til et svævekursus hos verdensstjernen King, på trods af at hun lider af højdeskræk. Faktisk har Bobolina på ingen måde lyst til at lære at svæve, men hun melder sig, fordi Dieter er assistent for King.
Sproget er nemt og tilgængeligt og ogen er dejlig let at gå til. Lilja Scherfig fortæller om udviklingen fra pige til kvinde og den spirende seksualitet på en skøn og humoristisk måde. Jeg måtte flere gange le højt ad den finurlige Bobolina og hendes skøre cirkusunivers.