Børn i andre lande

‣ Forfatter: Sofie Maria Brand

‣ Illustrator: Rasmus Juul

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 199,00

‣ Målgruppe:6-10 år

‣ Sidetal: 64

‣ ISBN: 9788702271010

Brasilien, Kina, USA; Tanzania, Tyskland, Afghanistan, Litauen, Cuba, Storbritannien, Grønland, Rusland, Nepal og Frankrig. Det er tretten lande, som man kan læse om i Sofie Maria Brands bog Børn i andre lande.

”Afghanistan ligger i Asien. Landet har høje bjerge og dybe dale. Om sommeren er det smeltende varmt. Om vinteren bliver der iskoldt.”

Det er den korte information om landet, der står allerførst. Der står ikke noget om krig og uro, men på den følgende side er der en række faktabokse, hvor man kan læse om Afghanistans historie, der netop har mange krige i beretningen. Taleban nævnes her,
og det må have været ganske vanskeligt at få landets historie sat ind på to sider. Det lykkes.

Hvert land har to dobbeltsider. På første opslag er der to små fiktive børneliv, der præsenteres. Her i Afghanistan er det Ewa:

”Hej, jeg hedder Ewa og er 11 år. Jeg bor i hovedstaden Kabul, med mine forældre, bedsteforældre og tre søskende.

”Der er også ”Drageløberen på landet”: ”Hej, jeg hedder
Ahmed og er 9 år. Jeg bor i en landsby på Shimalisletten sammen med min far og onkel og mine små søskende. (…) Når jeg har fri, flyver jeg med drage sammen med mine venner. Jeg har selv bygget min drage af bambuspinde og gul plastic.”

Sådan bliver en pige og en dreng portrætteret her fra Afghanistan, og på samme vis præsenteres to børn fra hvert af de andre tolv lande.

Så er der en faktaboks med tallene fra 1 til 10, og på næste opslag er der flere faktaoplysninger. Dels en faktaboks med sprog, indbyggertal, møntfod, skole, klima, dyr, religion og mad, og dels er der omtaler af andre væsentlige ting, der relaterer til det respektive land. Grønland introduceres således: ”Grønland er verdens største ø. Meget af øen er dækket af is, som kan være op til tre kilometer tyk. Der er også kæmpe gletsjere af is. De bevæger sig af sted mellem bjerge og klipper, indtil de glider ud i havet og flyder rundt som store isbjerge.” I Grønland kan man møde Minik fra Uummannaq og Pipaluk fra Nuuk.

Hele bogen er illustreret af Rasmus Juul. Han tegner landenes særkende med sin meget tydelige streg. Naturligvis bliver alt en smule karikeret, når et land som Brasilien, USA eller Rusland skal beskrives med ord og tegninger på blot fire sider, men Rasmus Juuls illustrationer giver liv og krop til faktaoplysningerne.

Børn vil gerne være klogere. Det bliver de også af at læse bøger som denne. Man får gennem de små fiktive børnelivsbeskrivelser et billede af, hvordan man lever i andre lande. Forfatter og tegner har fokuseret på to vigtige sider af et lands identitet: Hvordan det er at bo og være barn i landet, og hvordan man tænker og tror og lever i landet.
Det er en spændende bog at læse højt fra. Det er også en spændende bog at læse for børn, og mange af oplysningerne kan det være fine at tale om.
Man kan øve sig i tælle til ti på de mange sprog, men man vil først og sidst notere sig de mange måder at holde skole på, at lege på og de mange forskellige madvaner, der findes. Det er en fremragende faktabog, der er overskuelig og mangfoldig på samme tid.

Link: Et link til omtalen af bogen Jul i andre lande af samme forfatter:
Af samme forfatter: “Sådan holder de jul i andre lande”

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.