Børnekultur i Danmark, 1945-2020

‣ Forfatter: Et væld af fagfolk med ekspertise inden for børnekultur

‣ Illustrator: Rasmus Juul

‣ Forlag: Gads Forlag

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 399,95

‣ Målgruppe:Voksne (Uf!)

‣ Sidetal: 400

‣ ISBN: 9788712060581

75 års barndom med betydning

Børnekulturen gennemgås intenst i nyt, digert værk, der kaster et kritisk blik på en kultur, der har undergået mange, nuancerede forandringer. Undervejs er der plads til både nostalgi og overraskelser. Måske er børnekulturen ikke så forandret som først antaget? Den fungerer bare på andre præmisser.

Børnekultur i Danmark, 1945- 2020 byder på små 400 siders læsning om børnenes kultur. Der er tale om en antologi, hvor en lang række forskere og formidlere har givet deres bud på, hvorfor og hvordan børnekulturen har forandret sig gennem årtierne.

I løbet af denne anmeldelse vil jeg komme ind på udvalgte kapitler og deres forfattere og herigennem tegne et samlet billede af bogen, vel vidende at langt fra alt er med. I alt 17 forfattere bringer læseren igennem politik, kunst og medier for børn, herunder tv, teater, filmmusik, leg og ikke mindst litteratur. Bogen beskæftiger sig også med formidlingen af kunst for børn, og mod slutningen rettes opmærksomheden mod det medielandskab, som børn befinder sig i dag.

Den store antologi er redigeret af Merete Dahl, Jan Helmer Petersen og Beth Juncker, og de definerer indledningsvist børnekultur som relationerne mellem børn og kultur fra børnene er 0 til 12 år. Redaktørerne lægger vægt på, at bogen omhandler børnekultur og ikke ungdomskultur, selvom grænserne i dag er mere end flydende.

Børnekultur i Danmark skal læses af alle med interesse for kulturformidling for børn. Den er dybdegående, selektiv og grundig, og så er den illustreret af Rasmus Juul, hvis tegninger fanger selve forskningsfeltet i farverige illustrationer, der helt grundlæggende giver bogen kulør og gør den indbydende fra første møde.

Børn af digital velfærdsstat
I bogens først kapitel peger Ning de Coninck-Smith på, at børn i dag er fælles om at være unikke. I kapitlet anskues de voksnes syn på barndommen fra 40’erne og op til i dag, hvor en af de største forandringer ligger i, at hvor børn før i tiden skulle ses og ikke høres, skal børn i dag både ses og høres i bemærkelsesværdig grad. Det er en konklusion, der med god mening gentages i bogens afsluttende kapitel, som vi vender tilbage til.

Velfærdssamfundet har haft en stor indflydelse på vores syn på børn og barndom. Nutidens familiemønstre, opfattelsen af straf, afskaffelse af revselsesretten sætter præg på barndomssynet i dag. Særligt er det også, at børnelivet er blevet genstand for omfattende forskning, der både er med til at afdække vores viden om børn, men i samme grad påvirker vores syn på barndommen. Barndommen i Danmark er kommet under lup på godt og ondt. Vi bekymrer os om vores børn. Nogle gange i meget høj grad. Børn får stillet diagnoser, og i 1989 fik de deres egne rettigheder ved FN’s Børnekonvention. Alle børn har ret til en lykkelig barndom. Det forpligter unægtelig.

Det første kapitel rundes af med en gennemgående præmis for bogen, nemlig at børnenes kulturhistorie kun kan beskrives fyldestgørende, hvis man har sans for de mange facetter, der påvirker den. Entydighed og børnekultur hænger ikke sammen.

Børnebøger, en papegøjer og en gul bamse
Vi springer behændigt videre til kunsten for børn. Her er der dømt rent nostalgitrip, når bogen blandt andet ser på litteratur, tv, film og musik for børn.

Karin Esmann Knudsen tegner et glimrende billede af børnelitteraturhistorien, hvor hun, som det sig hør og bør, når frem til, at børnelitteraturen i dag ikke har eneret på fortællingen for børn, men må dele med en række andre medier, der udfordrer bogen. Ikke på dens eksistens, som det hidtil har været frygtet, men på dens evne som medspiller. Børnebogen kan ikke stille sig over i hjørnet og lege finkulturel, bare fordi den kan kalde sig litteratur. Den må ind og spille med ud fra princippet ‘if you can’t beat them, join them’. Det er børnenes bøger, og børn i dag er vant til en mangfoldig medieverden med fart på. Børnebogen må følge med som medie, og her er det glædeligt, at der også gives plads til den børnelitteratur, der i dag eksperimenterer med tekst og billeder, selvom billedbogen som medie ikke får megen plads for sig selv. Børn af den digitale tidsalder er billedvante. De kommunikerer gennem billeder på de sociale medier, og formidlere af børnelitteratur har et kæmpe ansvar for at bringe viden og glæde ved litteraturen ud til børnene. Derfor løftes den kyndige pegefinger da også på behørig vis, når det konstateres, at højtlæsningen i daginstitutionerne ifølge en stor undersøgelse fra 2020 (EVA 2020) er på tilbagetog. Knudsen peger desuden på, at netop den mere eksperimenterende børnelitteratur har svære vilkår på biblioteker og i boghandlen. Den er svær at opdrive.

Knudsen runder af med en kraftig opfordring, der hermed skal videregives, nemlig at børnelitteraturen sættes på dagsordenen på pædagog- og læreruddannelsen, på universiteterne og på bibliotekaruddannelsen, så man fremadrettet kan sikre en målrettet formidling af litteratur for børn i det medieperspektiv, som er et grundvilkår for børnelitteraturen anno 2021.

Historien om tv og film for børn er næsten, så man får tårer i øjnene. Det er barndommen forfra, når man genser Kaj og Andrea, Bamse og Kylling samt nogle af de gamle julekalendere.

Man får indsigt i, hvor meget Danmarks Radio har betydet for vores danske børnekultur. Hårdtarbejdende pionerer i ‘Eventyrgruppen’ arbejdede for børns sociale kompetencer og den frie, fantasifulde fortælling for børn, dog til tider med ret tydelige politiske undertoner. Oftest venstreorienterede. Tænk bare på fiskebilen fra Euro Fish i Jullerup Færgeby, der i 1974 bragende gennem den lille by og væltede alt på sin vej?

Ligesom børnelitteraturen bevæger børnefjernsyn sig op gennem de socialrealistiske 70’ere over i de politiske 80’ere med Busters Verden, Da Lotte blev usynlig og Nu er det ikke sjovt længere med Jess Ingerslev og Tom McEwan, instrueret af Søren Kragh Jakobsen. Det var folk, som brændte for filmmediet og tv for børn og satte den gode fortælling højt. Det er som bekendt samme Søren Kragh Jakobsen, der stod bag filmen Gummitarzan, der er blevet kaldt verdens bedste børnefilm, og som indeholder et børnenes mantra, som giver genlyd den dag i dag: Der er altid noget, man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er.

I midtfirserne brydes Danmarks Radios monopol på børne-tv, da TV 2 lanceres og bejler om børnenes gunst. De truer dog ikke for alvor DR på børnefronten. I hvert fald ikke før TV 2 og Martin Miehe-Renard skabte historien om en ung krudtugle af en nisse. Navnet Pyrus har skrevet sig uudsletteligt ind i dansk julekalenderhistorie.

Med til kapitlerne om film og tv for børn hører desuden, at de er skrevet af hhv. Ulrich Breuning og Nina Sahl, der har det til fælles, at de skriver levende og medrivende om medier, som de tydeligvis ved en del om, og som deres hjerter banker for. Det er fornøjelig, smittende læsning.

Farlig leg i cyberspace
Hvis man ser bort fra denne anmelders personlige betagelige af litteratur, tv og film for børn, så er det faktisk bogens sidste kapitel, som jeg finder mest interessant.

Her bringes de sociale medier, mobiler og computerspil ind i børnenes kultur, og her efterlades der stof til eftertrykkelig eftertanke, når Anne Mette Thorhauge og Carsten Jessen ser på, hvordan børn agerer brugere og forbrugere på de sociale medier. Kapitlet er yderst velplaceret i bogen. Dels fordi vi rent kronologisk når til vejs ende i børnenes kulturhistorie, men også fordi forfatterne ser de sociale medier udefra og forsøger at gøre op med opfattelsen af, at sociale medier har frataget børn den spontane leg med andre børn. Dette syn er typisk rodfæstet i en generation af voksne, der uforstående har set børns leg forandre sig. Der leges ikke længere i samme grad dåseskjul i gården eller krig på vejen om aftenen. Legen er rykket indenfor og ned på skærmene. Det er skadeligt, mener nogen. Men det er ikke et spørgsmål om rigtig og forkert leg. Det er et spørgsmål om leg og børns fristeder.

Den leg, som børn leger i dag, deler vilkår med resten af det børnekulturelle landskab: Den er under påvirkning udefra. Den skal ses i et bredt perspektiv, der ikke kun lukker sig om børn som mediebrugere i 2020’erne, men om børn, der lever en barndom, hvor de ses og høres. De testes, de vurderes, de evalueres, diagnosticeres og differentieres, og så er der måske ikke noget at sige til, at de fra tid til anden søger ind i verdener, hvor de kan være lidt for sig selv.

Uanset om man gennem tiderne har set på børn som beings eller becomings, så er der en grundtanke, man hæfter sig ved efter endt læsning. Barndommen i Danmark betyder noget. Mange kompetente kræfter har søgt at skabe de bedste rammer for vores børn, og igennem de sidste 75 år har barndommen ændret sig på mange måder, men ikke på alle. Vi, der voksede op i de årtier, da dansk børnekultur for alvor fik fat, er nu dem, der med lige dele undren, betænkning, fascination og glæde ser til udefra og spekulerer over, hvor børnenes kultur er på vej hen nu.

Info om bogen på Gads hjemmeside
Rasmus Juuls hjemmeside

Anmeldelsen er skrevet af Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Janus har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte siden 2002 og har i forlængelse af sin kandidatuddannelse holdt flere foredrag om børnelitteratur. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger.