Der er to lyde i mit hoved.
Skuddet fra pistolen, der skærer gennem stilheden. Og min egen stemme, der råber: ”Løb!”
Det runger.
Det strammer i min brystkasse. Varme. Som angsten, når man går hjem om aftenen, eller det banker på døren, når man er alene hjemme. Det samme sug i maven.
Jeg er svimmel, men jeg trækker vejret. Jeg er ved bevidsthed. I live.
Hvad har jeg gjort?
Ordene gentages igen og igen.
Igen, igen, igen.
Martha Honeydew er 16 år gammel og født og opvokset i Blokkene, et fiktivt sted i London. Blokkene hedder noget så smukt som Bluebelle House og Snowdrop Place, men det er desværre også det eneste pæne der kan siges om det sted. For i blokkene bor samfundets tabere; dem uden job, drankerne, de enlige forsørgere og de kriminelle. Det er et rigtig trist sted at opholde sig. Der er koldt og gråt, og som oftest regner det.
I den anden ende af byen skinner solen. Her bor alle de andre; dem der er noget ved musikken: de rige, de kreative, dem der formår at gøre deres indflydelse gældende.
På allerførste side af bogen begås et mord. Den berømte reality-stjerne og filantrop Jackson Paige bliver skudt på klos hold et sted i blokkene. Martha Honeydew er på skudscenen og erklærer sig skyldig, og så er scenen ligesom sat i denne dystopiske thriller. Hvorfor flygter hun ikke bare fra gerningsstedet og lader sig opsluge af blokkene, hvor man passer på sine egne og aldrig kunne finde på at stikke dem? Hvorfor accepterer hun en fængsling, når hun ved, at hun havner direkte på dødsgangen, og at hun med den største sandsynlighed vil blive henrettet syv dage senere? Hvem beskytter hun? Hvem var Jackson Paige egentlig? Hvorfor blev han konstant set bevæge sig rundt i blokkene?
I Celle 7 møder vi et samfund, hvor domstolene er afskaffet med den begrundelse, at dommerne kan tage fejl, og dermed lade skyldige i alvorlige forbrydelser gå fri. I stedet er ’En stemme til alle’-systemet indført. I teorien måske et mere lige system, hvor den dømmende magt er taget fra de få og givet til alle, men i virkeligheden et system der er gennemsyret af korruption og dyrkelse af de få – dem i bydelen, hvor solen altid skinner.
Samtidig er dyrkelsen af reality-tv ekstrem, hvilket illustreres i tv-programmet Stemt til døden, der er det allermest populære fjernsynsprogram på sendefladen – overhovedet. De yderst usympatiske værter, ført an af den kølige Kristina, sørger hver aften for, at seerne kan følge med i ALT hvad der kan relateres til de indsatte på dødsgangen. Hver aften opfordres seerne til at gøre deres stemmer gældende. Et simpelt opkald og du kan som seer være med til at afgøre de indsattes skæbne.
Marthas syv dage på dødsgangen bliver beskrevet i detaljer. Det psykiske pres hun udsættes for, både i de skiftende celler (én for hver dag) og isolationen, er så massivt, at hun risikerer at miste forstanden. Der er flere, der forsøger at hjælpe hende, bl.a. den pensionerede dommer og den beskikkede rådgiver Eve, men der er meget lidt de kan stille op imod det nye, retfærdighedens system ’En stemme til alle’.
Celle 7 er spændende læsning! Kerry Drewery formår at skabe en fremtidsvision der faktisk virker meget plausibel, og slet ikke befinder sig så langt fra den virkelighed vi lever i, i dag. Jeg ville læse den med min 9. klasse og lægge op til en debat om reality-tv’ets magt og positionering i samfundet.
https://kerrydreweryauthor.wordpress.com/
