NÆSEHORNET VAR ENDNU EN GANG PÅ MOTORVEJEN.

Vi trykkede harmfulde hornene i bund!

Mænd kom, skød og dræbte det, skubbede det væk.

Vi trykkede taknemmelige hornene i bund!

Men det var i går.

I dag har vi det alle sammen forfærdeligt.

Ingen af os vidste, at det var det sidste næsehorn.

Hvordan kunne vi vide, at det var det sidste?

(s.105)

Når vi nu fik de sære og svære Udkantsfortællinger fra Shaun Tans magiske fortælleværksted i 2010, er det helt naturligt, at han nu udgiver et bind med titlen Cityfortællinger. Som altid, når det drejer sig om Shaun Tan, er der tale om fortællinger for alle. Men i Cityfortællinger er primært henvendt til store børn og YA-segmentet, hvis det filosofiske lag i teksterne og billederne skal forstås på et dybere niveau.

Cityfortællinger rummer 25 illustrerede korte(re) prosatekster, som undersøger menneskets forhold til vores omgivelser – og især dyrene. I teksterne reflekterer Shaun Tan over menneskets og dyrenes natur i en verden, hvor mennesket uhæmmet udnytter og indsnævrer dyrenes leveområder og vores deraf følgende urbane tvungne sameksistens. Her er tale om civilisationskritik på et forståeligt niveau fortalt i historier med dyrene som udgangspunkt. Fra historierne om krokodillen til frøen og fra tigeren til bien er Cityfortællinger en surrealistisk udforskning af den uendelige ”kærlighed”, vi mennesker føler for dyr, samtidig med at vi påfører dem smerte, dræber og udrydder dem – og måske ikke mindst om, hvordan menneskers og dyrs skæbner er vævet sammen på godt og ondt. For vi lever på den samme klode, men måske er det dyrene, der med deres uforfalskede blik på verden i sidste ende er vores håb om en redningsplanke. Her i Cityfortællinger er mennesket og menneskeheden sidst og ikke først også i de fortællinger, der foregår i retssalene og i bestyrelseslokalerne.

Om homo sapiens fortæller Shaun Tan blandt andet:

”Men vi kan alligevel ikke lade være med at pirke og søge, vi ser os hele tiden tilbage. Sådan er vores dyreart, som om vores rygrads oprør mod tyngdekraften, denne bizarre oprette gang, også har forårsaget uregelmæssigheder i øjnene og sindet. Vi ser os altid over skulderen efter dét, der var. Vi søger altid hvileløst, med næsen alt for langt fra jorden.

Og så, når det efter al den søgen faktisk lykkes os at finde dét, vi leder efter, aner vi ikke, hvad vi skal tro. Mast sammen mellem alt dét, der engang gik, svømmede, kravlede, klatrede og fløj – her er det så: en lagkage af sten ved vores knæ, der glimter af mikroplast og sprød, let radioaktiv aske.”(s. 217 – 218)

Billedsiden supplerer og underbygger verbalteksten, men den lever samtidig sit eget liv: fra indholdsfortegnelsen, der består af 25 vignetter med de respektive kapitlers dyr afbilledet, over en (næsten) ren billedfortælling om mennesket og hundens samliv og adskillelse gennem tiden, til på samme tid smukke og truende billeder af dyr i byens fremmede miljø – som tigeren på gaden, ørnen med slangen i kløerne i lufthavnen og den luftbårne spækhugger hængende over storbyen. Her er nok at se på, undres over, samtale om og fortolke på. Er det sidste opslag i bogen en smuk solopgang over storbyen eller er det menneskehedens udryddelse, vi ser?

Cityfortællinger lægger sig smukt ind i den efterhånden lange række af smukke og eksistentielt væsentlige fortællinger Shaun Tan har beriget os med; fra migrationsfortællingen i Ankomsten, til kritikken og udforskningen af den måde vi lever på i Den fortabte ting, Sommerregler, Erik, den førnævnte Udkantsfortællinger og senest billedbogen mest for voksne Cikade (ABC-Forlag, 2018) om inklusion og eksklusion på arbejdsmarkedet – og vores higen og søgen efter friheden og lykken.

Her i Cityfortællinger udforskes det sære og det svære som i alle Shaun Tans værker. Cityfortællinger fortjener at få sin plads derhjemme, hvor den unge, mor og far kan læse sammen, i skolens ældste klasser, selvfølgelig på grund af fortællingernes indhold; men i ligeså høj grad på grund af den på samme tid gudesmukke, uhyggelige og forunderlige billedside.

Pas på: Det er ikke kun på indersiden af omslaget, tigeren lusker rundt.

Lad William Blake (f.1757) og hans The Tyger fra samlingen Songs og Innocence og Experience (1794) få det sidste ord – googl hans illustrationer og sammenlign med Tans:

”Tyger Tyger burning bright,

In the forests of the night:

What immortal hand or eye,

Dare frame thy fearful symmetry?”

Cityfortællinger er svære at slippe igen. Det er en bog, der igen og igen kan tages ned fra hylden, læses i og kigges i – og ikke mindst blive klogere på.

https://www.abc-forlag.dk/produkt/cityfortaellinger-e-bog/