”Jeg hedder Patricia, det er mig der skriver, men ikke mig, der finder på; det gør Clara.
Det er også hende det handler om.
Bogen, du holder i hænderne, gav hun mig, da hun tog afsted.
Her! Du må gøre det færdigt.”
For ikke lang tid siden lavede Inge Duelund Nielsen og Gitte Gade en skøn, livsbekræftende og uskyldig billedbog om en gravhund Hulder til Balder (2020). Nu er de to tilbage med Claras bog, som er en en særdeles smuk, men dybt alvorlig billedbog. I Claras bog fortælles historien om den stille og usynlige Clara, ingen lægger mærke til, bortset fra skolebuschaufføren Patricia, der både ser hende, samler hendes små sedler og gør Claras bog færdig.
Claras bog skriver sig ind i en række bøger om stille og undseelige piger, der sidder i ethvert klasseværelse. Anne-Mette Brandt har skrevet om, hvordan Vigga forsvinder (2019), Mette Eike Neerlin har sammen med Kamila Slocinska fortalt om den stille pige, der hele tiden bliver rød i hovedet i Tomat (2018). Og sammen med Rasmus Bregnhøi har Mette Eike Neerlin også skrevet Historien om Ib Madsen(2013), drengen der forsvinder uden at nogen savner ham – ligesom Clara gør det i Claras bog. Alle hjerteskærende fortællinger om ikke at blive lukket ind i fællesskabet, ikke at blive set og ende med at blive selvudslettende. Men er Claras bog noget for sig selv.
Inge Duelund og Gitte Gade giver i tekst og billede læseren et indblik i disse børns verden. Teksten er på samme tid rørende og poetisk, mens Gitte Gades smukke og luftige, akvarelagtige illustrationer smyger sig om den. Det, at lade Claras fortælling gå gennem chaufføren Patricia, er fortælleteknisk et fremragende træk, der gør det hele lidt lettere at bære. Men hvor er alle de andre voksne i Claras liv henne?
Tilsammen har Inge Duelund Nielsen og Gitte Gade, i samarbejde med forlaget, lavet en særdeles smuk billedbog, smukt tryk på godt papir og i en god stor størrelse.
Denne afmagtsfortælling er fyldt med huller og filosofiske bemærkninger, som ”Nogle kan høre græsset gro. Jeg kan høre stilheden”, Nogle gange dukker der en lille tekst med ”mobbefri skole” op. Her er sommerfugle, plantefrø og strikhuer, der mangler kvaste, og også en ting fra Patricias skolebuschaufførverden: donkraften!
Midt i al den stille afmagt, tristesse og forsvinden giver den prosaiske donkraft fra Patricias bus håb om, at tingenes tilstand kan blive ændret, løftet, flyttet og erstattet med handling. Også for Clara.
Claras bog er en såkaldt al-alder-bog, der kan læses og genlæses på mange måder og på mange niveauer sammen og alene. Bogen anbefales varmt til brug i skolens danskundervisning på mellemtrinnet, hvor man sammen kan afdække fortællingens mange lag i både tekst og billede og sætte ord på, hvad der sker, og hvorfor det sker, at piger som Clara holdes uden for fællesskabet og en dag bare er forsvundet.
