Da bogstaverne mistede troen på det hele

‣ Forfatter: Søren Lind

‣ Illustrator: Simon Væth

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 249,95

‣ Målgruppe:5+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788779165847

Alfabetets bogstaver lever i grunden et liv i fred og fordragelighed med hinanden. Men en dag kommer de op og toppes; og så de finder ud af at de ikke værdsættes nok. Og så kan det hele bare være lige meget. Først stikker vokalerne af; så en kiosk fremover hedder ksk; senere fortsætter konsonanterne samme vej – og så er verden bogstavløs.

Bogstaverne tager ud i den virkelige verden og lever forskellige liv og får job forskellige steder – J’et som fiskekrog, U’et i et rædselskabinet og P’et bliver P-vagt. Men mon ikke det hele alligevel løser sig?

Bogstavernes lyd og udseende bliver altså gjort helt konkret. Det er jeg vild med. Jeg elsker da vokalerne forsvinder (og ærgrer mig en smule over at de ikke også forvinder i bogens tekst). Der er meget af det, der er virkelig sjovt; selvom lagene til de voksne godt kan blive lidt for forcerede til min smag.

Simon Linds billedbog er en sjov og anderledes måde at få bogstav- og sprogstimulation ind i bøgerne – især i disse dage hvor early literacy er en grundtanke.
Simon Væth illustrerer vildt, farverigt og fint.

Da bogstaverne mistede troen på det hele, vil egne sig fint som oplæsningsbog både derhjemme og i børnehaver og indskolingen.

Søren Linds Da bogstaverne mistede troen på det hele er ofte et skægt og
velfungerende bud på, hvordan man kan sprog- og bogstimulere læserne samtidig med at teksten i sig selv fungerer fint.

Forfatter Søren Lind

Anmeldelsen er skrevet af Jakob Kragh

Er cand.mag. med et speciale om børnelitteratur. Jakob har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur; og det var kun med til at hans glæde over bøger til børn og unge bare voksede uhæmmet. Jakob har en forkærlighed for realisme, for sprogligt stramme og sprogligt flippede bøger. Og så har han siden han kunne sætte to ord sammen elsket de bedste rim og remser.