Hvor de større børn har deres Villads og Vitello – serier, så har de mindre børnehavebørn deres Carl -bøger, der på en poetisk, humoristisk og nænsom måde fortæller om absolut genkendelige scener og situationer fra børnenes og deres families verden og hverdag – en hverdag, der jo er fyldt med små og store dramaer.
I denne omgang kan Carl næsten ikke gå. Det gør ondt, man har elefanttunge fødder og lidt misundelig er man vel også, når babyen nu transporteres lunt og godt i barnevognen:
“Carl hadede at gå tur. Han ville gerne køre på barnevognen, men far sagde han var for stor. Carl gik langsommere og langsommere. “Jeg har ondt I benene, jeg kan ikke gå længere,” råbte han.”
Med humor vendes denne trælse situation til leg – og pludselig er alt glemt, da Carls bedsteveninde, Fanny, kommer og spørger, om han vil med ud og ligge i telt. Helbredelsen er næsten af bibelske dimensioner, da broren Max må konstatere: “Du kan gå, Carl?”
Både den voksne oplæser og barnet er i godt selskab med Ida Jessens og Hanne Bartholins moderne klassiker-serie – med Ida Jessens indfølte, malende og humoristiske sprog, og måske ikke mindst med Hanne Bartholins vidunderlige pastelfarvede illustrationer, der både underbygger teksten og tilfører fortællingen nye dimensioner. Skøn er illustrationen til: “En kat kom forbi, men den var ligeglad”. Den er kommet så meget forbi og er så ligeglad, at blot halespidsen er kommet med i opslaget.
“Da Carl næsten ikke kunne gå” og hele serien anbefales til oplæsning af forældre, bedsteforældre, og måske ikke mindst til daginstitutionens boghylde. Her er stof til mange oplæsninger – og samtaler – i godt selskab med Carl.
