Ӂh Fanny. Kan du lugte, hvor godt her lugter af nat ?
Vi gider ikke gå ind i teltet igen, vel?”
Her i sjette (og sidste) bind i Ida Jessens og Hanne Bartholins vidunderlige billedbogsserie for de mindre børn om elefantungen Carl, hans familie og veninden Fanny, er Fanny igen på besøg, og denne gang skal de to sove sammen i telt i haven – måske. Som i de foregående bind i serien er de genvordigheder og udfordringer Carl udsættes for i historien let genkendelige for barnet. I ”Da Carl næsten sov i telt” handler det om at sove ude(nfor) og om mørket der omgiver en.
Men hvor Carl i de tidligere fortællinger har følt sig i klemme som den ”ikke sete mellemste bror” mellem en udfarende storebror og en nuttet babyelefantlillebror – som i tidligere Carl-historier har fået ham til at falde i vandet, være sur og bogstaveligt ikke kunne gå for at få forældrenes opmærksomhed – ja så skyder han og Fanny den rigtig af her i ”Da Carl næsten sov i telt.”
Denne gang er det nemlig (elefant)mor og far der ligger bekymrede i dobbeltelefantsengen og fletter snabel om natten. Dramaet topper om morgenen, hvor storebroren Max finder teltet tomt. Mon der er nogen der har taget Fanny og Carl?
Far og mor og Albert og Max og babyen leder overalt. Først i haven og siden uden for. Der er nu ingen der har taget de to, men den søde og sjove afslutning skal ikke afsløres her. Carl og Fanny har løsrevet sig lidt fra forældrene og er blevet lidt mere selvstændige.
Ida Jessens og Hanne Bartholins tekst og billeder fortæller historien i et varmt og poetisk sprog, der supplerer hinanden smukt, og der er megen humor i bogen, når man ser hvordan elefanten Carl holder på en lommelygte med et snabelgreb, eller når de ligger i hver deres blå og røde sovepose i teltet.
”Da Carl næsten sov i telt” er fyldt med megen sødme i dens hverdagsrealisme, og både tekst og billeder fungerer særdeles fint i en oplæsningssituation. Mine to medlæsere på fireogethalvt år har både været grebet af selve fortællingen, de problemstillinger den rejser og endelig af de mange måder Hanne Bartholin tegner elefanter og giver dem forskelligt udtryk på.
”Da Carl næsten sov i telt” anbefales, som hele serien, til brug både som godnatlæsning i hjemmet samt til dialogisk oplæsning hvor flere børn er samlet. Man kan passende give Ida Jessen det sidste ord for at illustrere både sprogbrug og sprogtonen i bogen:
Carl elskede at sove i telt. Troede han da nok. De bandt deres drage op i træet og lagde en lommelygte ind. Og mange andre ting.
