”Det var psykologen, der først sagde, at der var noget galt. Med mig? Jeg så på ham. På den der måde. På den der onde måde. Jeg fik ondt i ansigtet af det. Med jer alle sammen, sagde han, Psykologen.”
Og lidt senere står der:
”Vi skiftede psykolog. Vi gad ikke de psykologer, det sagde, at der var noget galt med os. Ikke kun
min bror. Men hele familien. Min far sagde også, at vi skulle flytte kommune. Han fik det til at lyde
ret flot. Som om vi var mere værd end de der papirer, sagsakter og numre, vi efterhånden var blevet
til.”
Hovedpersonen i Tomas Lagermand Lundmes bog Dæk mig med huller har (som hovedparten af
Lundmes hovedpersoner) en dysfunktionel familie, en problematisk opvækst og seriøse problemer
med identitetsdannelsen. Sådan er det. Hans hud er tynd, hans skuldre smalle og han hader alt med
P: Psykiatere, politi og pædagoger.
Det er et mørkt og smerteligt liv, der leves:
”Planen, der blev lagt, blev også fars. Han indgik selv i den. Det var kun mig og min bror, der faldt udenfor. Og ikke passede ind.”
Og lidt senere står der:
”Det var mig mod et system af systemer. Jeg var stadig kun 16 år. Men jeg var i krig. Med to hænder fulde af blod.”
Tomas Lagermand Lundme skriver godt. Replikkerne er skarpe og tilpas tvetydige og underspillede
og underforståede. Miljøbeskrivelserne af ”kommunens” kontorer og af hjemmet er lige så præcist
og med et blik for det sære og særlige.
Det kunne være interessant, om Lundme en gang skriver en munter bog med en hovedperson, for
hvem det lykkes at holde sammen på sig selv. Indtil nu har det været de rastløse, de utilpassede, de
selvskadende og de psykisk ustabile, han har skrevet om. Og han skriver godt om de svære
problemer. De skal også belyses. Der er brug for at læse om drenge, der er selvskadende og psykisk
sårbare.
