Denne bog er dedikeret til de børn, som blev placeret på børnehjem og institutioner rundt omkring i verden. Både dem, som blev adopteret, og dem, som ikke gjorde.”– sådan står der på første side.
Det er en bog, hvor hovedpersonen er fra Cambodia, hun er adopteret af en engelsk familie, der er gået meget bevidst efter at adoptere. Dara er således fra Cambodia og søster til Felix og Georgia. Georgia kommer fra Rusland, og i familien er det således Dara, der skiller sig mest ud med sin mørke hudfarve.
Det er en venlig, kærlig, forstående familie med en storebror Felix, der rigtignok helst vil spille computerspil, men som altid giver sig tid til at tale med Dara, når hun har det rigtig svært. Og Daras største ønske er at spille hovedrollen i ”The sound of Music”, men dramalæreren giver rollen til en helt anden. Faktisk får Dara overhovedet ikke en rolle, hun får tilbudt at være regissør. Efter mange overvejelser indser Dara, at hun måske skal gå til drama for at blive dygtigere. Ikke alt kan være medfødt talent, hvis man vil være stjerne i Hollywood, når man bliver voksen.
Så er der en række sidehistorier i bogen: adoptionssporet og venindens besøg tilbage i Cambodia, der er søsterens adoptionshistorie, der er veninder og jalousi, der er Daras manuskript til en ny musical med en cambodiansk hovedrolleindehaver, der er dramalæreren og dramaklassen, og der er den forstående familie, der forsøger at give alle tre børn det, de har brug for.
Daras mor har stor forståelse for Daras ønske om at kende sin fortid: Mor rynkede brynene. “Du er min datter, Dara”. svarede hun konstaterende. Som om jeg havde spurgt, hvilken dag det var. Ja, men det, jeg virkelig ville sige, var, at det var jeg jo ikke ægte. Inderst inde delte vi jo ikke gener sådan ægte ægte ægte.
Forældrene tilbyder her, at de kan sløjfe ferien derhjemme i England og i stedet bruge pengene på en rejse til Dara tilbage til Cambodia. Her vælger Dara nu i stedet at blive hjemme for at følge dramaklassen, men forældrene er rollemodeller for enhver adoptionsfamilie.
Som man kan læse, så er der mange spor at følge. Handlingen skrider godt fremad, det er Sommerfugleserien i den ”lette en-sommerfugle-markerede” udgave, og også derfor er det godt, at der konstant er handling og gode dialoger.
Der gøres brug af forskellige skriftstørrelser og skrifttyper, når noget særligt skal udtrykkes. Her kunne man tænke, at sproget i sig selv har så stor vidde og prægnans, at det er unødvendigt at skrive ”store” bogstaver, når man vil markere noget. Det giver (nogle læsere) et ret rodet indtryk, og det forekommer unødvendigt, men dialogen bærer fint personernes individualitet frem.
