”Kan du se den mand derovre?” hviskede Onkel Sly til Carter. ”Jeg vil have dig til at gå over og negle hans ur.” Negle er jo normalt noget, der sidder yderst på vores fingre, men det er også et andet ord for at stjæle.
”Hvor mange gange skal jeg sige det?”, sagde Carter. Jeg stjæler ikke.”
Den unge knægt Carter er sammen med sin onkel Sly kommet til en lille by, hvor de skal forsøge at få penge til dagen og vejen. Sly er, som navnet antyder, en noget lyssky og lusket onkel, der vil tvinge Carter til at stjæle. Det vil han ikke, han stikker af og hopper på et tog i fart, der tager ham til en anden lille by, hvor et tivoli er på besøg.
Heldigvis (og parallelt med mange farer) finder Carter tre andre unge, der også er optaget af magi. Leila, Ridley, Theo og Carter bliver et godt team, der tager affære, da de mere skumle optrædende fra et omrejsende tivoli forsøger at stjæle fra tilskuerne. Der sker meget, og det er fortalt med humor og megen magi.
Gennem hele bogen bliver læseren tiltalt, så det er en virkelig god bog til højtlæsning. Disse afbrudskapitler er markeret med en anden skrifttype. Her hører man eksempelvis: Åh, goddag igen. Undskyld, jeg afbryder. Du havde nok regnet med at høre mere til Carters historie.” Der er også kapitler med opskrifter på magi og tryllekunster, man kan lære sig selv. Gennem det hele går en gentagelse af ”øv dig, øv dig, øv dig.”
Der er en klar morale i bogen: Mangfoldighed er godt, venskab er godt, ærlighed er godt. Det er godt at være loyal, at være betænksom og rummelig. Men først og fremmest er det en humoristisk bog med magi og tryllekunst og venskab.
Neil Patrick Harris er en skuespiller i sit hjemland. Det er hans debut som børnebogsforfatter. Han har været formand for The Academy of Magical Arts fra 2011 til 2014. Han ved således en del om magi.
Der kommer flere bøger i serien. De er vældig anbefalelsesværdige som læsetræning og underholdning og ikke mindst til oplæsning. Her vil de være gode.