De små dyrenørder – syv fantastiske dyr

‣ Forfatter: Sebastian Klein

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2024

‣ Pris: 149,95 kr.

‣ Målgruppe:Fra 6 år

‣ Sidetal: 108 sider

‣ ISBN: 9788727112343

”De små dyrenørder – syv fantastiske dyr” er Sebastian Kleins bud på en bog om de dyr, han synes er de allermest spændende.

Bogen indledes med et fint forord, hvor Sebastian Klein forklarer, hvordan han egentlig selv blev så interesseret i dyr, da han var barn. Herefter følger afsnittene med de forskellige dyr. Hvert afsnit er bygget op på samme måde, blandt andet er der for hvert dyr et afsnit om parring og et om død. I slutningen af hvert kapitel finder man en lille quiz om det enkelte dyr, hvor man kan finde ud af, om man har fulgt ordentligt med i teksten.

Bogen er velformuleret og tillige flot sat op med masser af lækre farvefotos og tekstbokse rundt omkring på siderne med spændende fakta – denne anmelder lærte i hvert fald indtil flere interessante fakta om dyr undervejs. Til slut i bogen findes en finalequiz omhandlende alle dyrene fra bogen.

Bogen kan læses fra ende til anden, men man kan også sagtens nøjes med enkelte afsnit, hvis man kun er interesseret i nogle af dyrene.

Sebastian Klein kender mange børn allerede, både fra tv-udsendelser og fra de talrige bøger, han har udgivet om dyr og natur. Især bogserien om de ”100 mest… dyr” er i hvert fald ekstremt populære på det bibliotek, hvor jeg arbejder, og for mange børn er alene det at Sebastian Kleins billede er på forsiden, et kvalitetsstempel.

 

Nærværende bog er da også endnu et eksempel på den måde, han formår at fange sine læsere ved hjælp af sit eget engagement og interesse for dyrenes verden. Den kan varmt anbefales, både til selvlæsning (her måske fra 10-års alderen), men bestemt også til højtlæsning (her allerede fra 6-års alderen).

Anmeldelsen er skrevet af Line Frømann Ehlers

Line er uddannet bibliotekar DB anno 2007 og har arbejdet som bibliotekar siden; først på Herning Bibliotekerne og siden 2017 på Skive Bibliotek. Hun elsker det gode gys, både for børn og voksne, og læser derfor meget i den genre. Hendes litterære interesser spænder dog vidt, så hun elsker også en god fantasyroman eller dystopi. Efter Lines liv er blevet beriget med to fantastiske børn, er hun helt naturligt også blevet interesseret i bøger for de allermindste, herunder billedbøger, letlæsningsbøger og højtlæsning - der læses generelt i uhyrlige mængder på hjemmematriklen. Line har anmeldt både børne- og voksenlitteratur flere steder bl.a. i Herning Folkeblad og flere steder på nettet.