”Et øjeblik prøver jeg at forestille mig, at jeg aldrig havde mødt nogen af dem: August. Mus. Marvin. Box. Sylvia. At jeg havde fulgt min første indskydelse og bare sagt nej, dengang min mor ville have mig til at glo på en hjemmeside, hvor man kunne læse om gruppen for ensomme unge. Havde jeg så bare stadig svævet rundt i rummet som en bunke ubrugelig skrot? Der er noget uhyggeligt ved den tanke: At man kan misse toget, simpelthen fordi man nægter at stå på.”
Det er ikke nemt at være ung og uden for fællesskabet. At være ung og ikke passe ind. At være ung og føle sig sær og speciel, når man mest af alt helst vil passe ind. De seks unge her i ”De sorte hullers klub” er alle mødt op til et torsdagsmøde, hvor ”kommunen” har et tilbud til unge, der føler sig ensomme og isolerede fra fællesskabet. De har deres egne navne: Max, Mus, August, Box, Marvin. Og så kommer Sylvia. Sylvia, der har en hjertesygdom, der betyder, at hun vil dø inden længe, hvis ikke hun får et donorhjerte. De kalder sig ”De sorte hullers klub”, og de får langsomt et fællesskab, der afslører flere og flere af deres nødløgne og livsløgne. De bliver venner, og Max forelsker sig i Sylvia. Det bliver (naturligvis) et kompliceret forhold, der trækker en intertekstuel reference til John Greens klassiker ”En flænge i himlen”.
Lise Villadsen skriver i et sprog, der rammer målgruppen fint. De unges samtaler er fyldt med slang og sociale medier, men det tager ikke overhånd. Peter, der leder torsdagsgruppen, er en velmenende gruppeleder, der ikke helt er i sync med de unge, mens han karakter er med til at sikre, at læseren forstår det meste i de unges sprog. Det kan være hårdt at se på sig selv uden filter. Det er hårdt at være alene, men det er også hårdt at være en person, som andre kigger på med medlidende øjne: Hvorfor er han så alene?
Lise Villadsen siger selv: “Vi længes alle sammen efter at blive set og elsket for den, vi er. Samtidig er vi bange for, at den, vi er, ikke er nok. Så vi lyver lidt. Og så bliver vi naturligt nok rædselsslagne for, at nogen skal afsløre vores løgne og pille masken af os og elske os endnu mindre, end de gjorde i forvejen. Det er sådan et mærkeligt vilkår ved at være menneske og især ved at være ung. Man føler altid, man skal være noget mere, end man er: klogere, sjovere, smukkere. Dét havde jeg lyst til at skrive om.”
Forlaget har lavet et “Læs og tal sammen” om “De sorte hullers klub”. Her stiller de spørgsmål som:
”I romanen melder seks unge sig ind i en gruppe for ensomme unge. På hvilken måde kommer ensomheden til udtryk hos dem hver især? Karakteriser de seks unge i gruppen. Er der et hierarki? Og hvis der er, hvordan kommer det så til udtryk? Den allersidste linje i romanen er: Og så ved jeg, hvad hun vil sige? Hvordan tolker du den slutning? Hvad vil det sige at være sig selv?”
Sådan kan man tale om romanen, mens man egentlig taler om sig selv, om unge og om livet. Det er en roman, der kan give anledning til mange samtaler. Det er gode spørgsmål, der gives i oplægget hos forlaget. Den øgede mistrivsel hos børn og unge bliver ikke væk, fordi man læser en roman om ensomme unge, men her er der seks forskellige unge, man kan spejle sig i. Det er unge, der har det svært – men de klarer det. Sammen.
