Livet er egentlig helt ok for syttenårige Kamille. Hun har lige fået sommerferie og skal på Roskilde festival. Hun trænger også til at komme lidt væk fra sine forældre. Fra moren, der har knas i parforholdet og faren, der bogstavelig talt har isoleret sig på en ø og hverken kan eller vil tale om, hvorfor forældrene i sin tid gik fra hinanden. Men på Roskilde svigter bedsteveninden Kamille til fordel for en fyr, og Kamilles gode ven Frederik, som hun har været hemmeligt forelsket i længe, viser sig at være bøsse. Så hun tager en beslutning om at vinke farvel til kærligheden og blive ‘en anden Kamille’.
Bogen indskriver sig i en klassisk tradition af ungdomsromaner om at finde sig selv og kunne stå på egne ben. En lille sjov feature er, at personerne i romanen introduceres løbende i en lille faktaboks, når vi møder dem, med alder, højde, vægt, civilstand etc. Tone og stil er generel frisk og ligefrem, og flere gange, mens jeg læste, kom jeg til at tænke på Hanne Vibeke Holsts ungdomsromaner om Louise.
Romanen rummer mange forviklinger og mindre sidehistorier. Det er lige før forfatteren har villet for meget, og det er indimellem ved at gøre den en smule overfladisk, fordi de løse ender lige skal samles. Men alligevel, en underholdende og sød historie. NBK
Andre bøger i samme genre: Til sommer og Nattens kys af Hanne Vibeke Holst.
Lotte Malene Ruby: www.lottemaleneruby.dk
Gyldendals ungdomsbøger: www.gyldendal.dk/boeger-til-boern-og-unge/ungdomsboeger