Sigurd er en klog 11-årig nørd, der bor tæt på Rundetårn i København. En dag opdager han, at hans hus bliver overvåget af en, ganske vist venligt udseende, mand. Og da Sigurd beslutter sig for at følge efter manden, finder han ud af, at manden også bliver skygget af en peruviansk indianer, der ikke har venlige hensigter.
Sigurd finder senere ud af, at pulterkammeret i hans lejlighed fungerer som en tidsmaskine, der kan springe frem og tilbage i tiden, og så går den vilde tidsrejsejagt, hvor man møder Thyco Brahe og senere et København, der er blevet overtaget af en jungle.
Sigurd møder familiemedlemmer og får løftet en flig af sin families historie, men samtidig er der hele tiden en fare – for hvis en person møder sig selv fra en anden tid, vil dette møde skabe interferens og voldsomme eksplosioner.
Bogen er rigt illustreret med små vignetter fra Gunnar Willes hånd.
Det er fjerde bind i serien; og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde læst de foregående tre bind. Og måske derfor skulle jeg holde tungen lige i munden for at finde ud af, hvem der var hvem, hvorfor de hed det samme og i hvilken tidsperiode de stammede fra. Og jeg gad helt vildt godt vide, hvilken klimakatastrofe, der havde forårsaget at København ville blive til en jungle engang i fremtiden. Og der er masser af knuder på fortælletråde, der forbliver uforløst.
Sådan må det jo være i en bogserie på seks bind. På den måde kan Den kloge dreng ikke stå alene.
Bogens sprog er ikke så flippet, som jeg havde forventet fra Gunnar Willes side. Sproget er ret straight. Til gengæld er historien ganske flippet og forvirrende. Jeg er sikker på, at der kommer en forløsning i bind 6.
Bogen vil egne sig som frilæsning for tidsrejseinteresserede børn. Men kun hvis man har læst de første tre bind.
Den kloge dreng er fjerde bind i serien om nogle drenge, der ved hjælp af et pulterkammer i en københavnerlejlighed kan rejse i tiden. Tidsrejser sætter altid tankerne i gang. Hvis man læser dette alene, vil disse tanker dog mest kredse om, hvad der i grunden sker, og hvem der er hvem – hvornår.