“Det er kun med hjertet, man kan se klart!” og ”Det væsentlige er skjult for øjet”. Det er to af de læresætninger, der står stærkt i ”Den lille prins.

”Der var engang en prins, som boede på en planet, der ikke var meget større end ham selv, og som havde brug for en ven. Planeten var så lille-bitte og lå så langt ude i universet, at den kun er blevet spottet én eneste gang i et teleskop. Jeg ved det, for jeg lærte den lille prins at kende. Jeg blev hans ven. Og nu skal du høre, hvordan det gik til.”

Og så får vi historien om den lille prins på den lille planet. Her er den genfortalt for børn af Elisabeth Kiertzner. Den originale franske bog kom i 1943 (der står 1946 i denne udgave), og forfatteren er Antonine de Saint-Exupéry. Gendigtningen her, med børn som særlig målgruppe, er sket på baggrund af Bjørn Bredahls oversættelse fra 2017.

Forfatterens liv er kort og med flyvemaskinen som kompas. ”Postflyveren” og ”Flyvere i natten” hed de to første bøger, han udgav. Han var pilot under Anden Verdenskrig, og hans fly forsvandt i 1944 under en mission over Middelhavet. Først i 2000 fandt man vragresterne fra hans Lockheed P-.38 Lightning.

”Den lille prins” findes i bogform, i en teateropsætning og på film, og den har fået mange, mange priser. Nu er den så genudgivet i en version, der har børn som målgruppe, men det er alle mennesker, der kan glæde sig over bogens tekst og budskab.

Den havarerede flyver møder ude i ørkenen den lille prins. De taler sammen. De tænker sammen. De filosoferer sammen. Det er bogens handling. Den kender de fleste. Derfor er der her en række citater fra bogen. De er værd at huske på:

”De voksne er mærkelige. De elsker også tal. Det er derfor, jeg fortæller, at den planet, han kommer fra, hedder B 612. Så stiller de ikke flere spørgsmål. Så synes de, det er et bevis for at den findes.”

”Jeg leder efter menneskene, sagde den lille prins. Hvad betyder ’gjort tam’?
Det betyder ’knytte bånd’, sagde ræven. For mig ligner du bare alle andre drenge. Og for dig ligner jeg bare alle andre ræve. Jeg har ikke brug for dig, og du har ikke brug for mig. Men hvis du gør mig tam, får vi brug for hinanden. Så bliver du noget helt særligt for mig, og jeg bliver noget helt særligt for dig.
Nu forstod den lille prins, hvad ræven mente. Jeg tror, der er en blomst, der har gjort mig tam.”

”Du har altid ansvaret for den, som du har gjort tam. Du har ansvaret for din rose.”

”Det vigtigste er usynligt for øjet.”

Og så er der epilogen:

”Her ser du det, der for mig er det smukkeste og det mest sørgelige landskab i verden. Det er det samme landskab som på siden før, men jeg har tegnet det en gang til, for at du rigtigt kan se det. Det var her, den lille prins faldt ned på Jorden, og det var her, han forsvandt igen.
Se godt på landskabet, så du er sikker på, at du kan genkende det, hvis du en dag kommer til at rejse i ørkenen i Afrika. Og hvis du kommer forbi det sted, så vil jeg bede dig om noget. Lad være med at skynde dig videre. Bliv stående lidt under stjernerne. Og hvis der kommer et barn hen til dig, og hvis han ler og har guldhår og ikke svarer, hvis du spørger ham om noget, så kan du nok gætte, hvem han er. Og så vil jeg bede dig være sød ikke at lade mig gå og vente. Jeg har fortalt dig historien for ikke at glemme. Den er vigtig, for det er ikke alle, der har haft en ven. Så skriv til mig i en fart, at han er vendt tilbage…..”

Genfortællingen er sket i et sprog, der ligger transparent over teksten. Man ser ikke sproget, man læser teksten. Det er en ros, når det er en klassisk bog, der gerne skal kunne læses af børn. Elisabeth Kiertzner rammer en tone, hvor børn ikke snubler over sproget, men hvor de kan tøve og tænke over prinsens tanker om venskab, ansvar og glæden ved livet.