Nogle timer efter står Klara og Livia i Strædet og kigger ind ad vinduet til Antik&Kuriosa. Indei butikken sidder der en elegant dame bag disken, fordybet i en avis. I ofter hænger der flere krystallysekroner.
“Det er sikkert hende, der ejer butikken”, siger Klara.
Pludselig er Livia i tvivl.
Bogen er svensk, men det gør ingen forskel. Miljøet i bogen kan genfindes i de fleste danske parcelhuskvarterer i mindre byer. Der er veninder og skolegang og forældre, der tager sig af deres børn og der er en skilsmisse og en kirkegård med et Ældrecenter. Genkendeligt og godt.
Bogens hovedperson er en sød pige, der savner søskende, men som finder en god ven i den lettere demente Johannesen, da hun helt tilfældigt går forbi et særligt gravsted på den nærliggende kirkegård. Her ligger Elin, der kun blev 11 år. Og Livia har fået en smuk fløjlsfrakke fra en genbrugsbutik. Og Elin fik, mens hun var syg af tuberkulose, en frakke fra sin ”ukendte” far. Der er således flere spor at følge. Hvem var Elin? Hvem er Johannesen? Hvorfor er frakken lige netop god til Livia og ikke til Klara? Hvem var drengen, der fulgte Elin i vinduet, da hun sad og kiggede ud af vinduet? Vi får svarene. Det gør vi.
Sproget er godt, letlæseligt og klart, og det er markeret med kursiv, når der skrives i 1932-dagbogen.
Når der skal trænes læsning og læsefærdigheder er det godt med serier, så man ved, hvad man kan magte. Denne Sommerfugleserie rammer målgruppen fint.
Men…
Sommerfugleserien er et prisværdigt projekt. Det er en serie bøger, der henvender sig til ”piger mellem 9 og 14år”. Det er så knap så prisværdigt, at man således sætter ”pige-identiteten ind som en del af målgruppen. Det er betænkeligt, at kønsforskelle signaleres så tydeligt også hos børn. Måske vil drenge gerne læse om piger. Måske vil piger gerne læse om drenge. Det er dog prisværdigt, at man markerer aldersgruppen, – og at man har lagt vægt på en vis kompleksitet i fortællingen.
Det gælder også her. Det er en glimrende fortællestrategi, der tages i brug.