Det uhyggelige firma, Atlas, har taget de tre søskende Lærke, Peter og Bowie og deres bedstefar til fange, og nu er det op til den seje og modige lillesøster Ramona, at befri dem. Heldigvis har hun god hjælp af Skrot, den kæmpestore robot, der med sine gigantlemmer og stålkræfter er en god makker, når Ramona skal forsøge at komme gennem elektropulsmuren ind til Atlastårnet og hendes familie. Ramona er uden for muren, og hun er ved at forberede angrebet på Atlastårnet. Det sker sammen med en anden robot, Juice.
”Betanøgle, sagde Juice og åbnede sin store, mekaniske hånd. Ramona stirrede koncentreret ned på arbejdsbordet og valgte et stykke værktøj og rakte det tøvende frem.
Juices tilbageværende ravøje blinkede misfornøjet. Det der er en unbrakonøgle.
Ramona forsøgte sig med et nyt stykke værktøj.
Det er en almindelig ssspændenøgle. Ved du INGENTING mennessskebarn?
Jeg er altså kun seks år, sagde Ramona og skød underlæben frem.”
Et andet sted, langt senere i bogen, er det en samtale mellem Lærke og en lettere vanvittig forsker Charles, der også lyser af god humor. Her har Charles taget de tre søskende med op i det høje Atlastårn for at finde et (eller flere) patent(er), Atlas-koncernen har stjålet fra Charles. Patenterne er kategoriseret fra alfa (hvor de gode ligger) til epsilon (der rummer uduelige opfindelser). Nu finder Charles sin opfindelse af ”velcroultra” i epsilon-kategorien, mens hans plastikhavsfilter ligger i alfa-kartoteket. Så kommer en intertekstuel reference til Karen Blixens ”Babettes gæstebud”:
”Velcroultimo står som epsilon. De spytter mig i ansigtet. (…)
“Lærke lagde en hånd på Charles skulder. Men plastikhavsfilteret er jo alfa. Og hvorfor bekymrer du dig overhovedet om, hvad Atlas mener? De har jo stjålet dit patent og smidt dig i fængsel.
Fordi, snøftede Charles. Atlas er Autoriteten på området. Det kan godt være, at der er tale om et korrupt slyngelfirma, men de har ekspertisen til at kende skidt fra kanel. Forstår du det ikke, barn?
Nej, sagde Lærke.
Vi opfindere er ligesom kunstnere, sagde Charles. Vi behøver anerkendelse! Han rakte armene i vejret og skreg: Anerkendelse.
Jeg forstår dig overhovedet ikke, sagde Lærke. Er der noget medicin, du plejer at få?”
Det er den slags fantastiske rammende (og humoristiske) dialoger, der giver den noget dystre ”Den rustne Verden” en lethed. Sammen med billedsiden bliver denne ”personliggørelse” af robotterne et æstetisk virkemiddel, der giver den rustne verden et skær af poesi.
Adam O tegner selv til bøgerne om ”Den Rustne Verden”. Hans tegninger er dobbeltopslag som indledning til hvert kapitel. De har en farveholdning, der varsler uhyggelige hændelser. Det er tusmørkeblåt vand under med store skraldemængder i plastikhavet som indledning til kapitel 1, det er sort og smaragdgrønt i kampen under vandet i kapitel 2 og det er lysende neonreklamer med Breaking News til kapitel 8. Hvert billede kan give anledning til at tale om den kommende handling. ”Den rustne Verden” er en serie, man gerne vil tale om.
Bind 1 i serien: ”Flugten fra Danmark” er nomineret til Kulturministeriets børnebogspris 2020. Det er velfortjent.
Den rustne Verden er en verden, hvor Danmark ikke længere er et sted, man kan bo. Her er kun skrot og skrald. Gamle robotter, forladte huse, forfaldne fabrikker og skrot og skrald i store mængder. Men heldigvis bliver Ramona optaget på astromekanikeruddannelsen, så hun kan rense plastikhavet engang, og måske give den gode Skrot fornyet liv.
”Ukrudt” er bind 3 i serien, det er sidste bind, og man kan lukke bogen med visheden om, at der er håb for fremtiden, hvis den kan basere sig på Peter, Lærke, Bowie, Romana, bedstefar og deres hjælpere.
Links: Adam O
