”Det var ikke fordi der var noget specielt ved Hende den lille. Hun var ganske enkelt en hende, og hun var lille. Egentlig hed hun noget helt andet. Men der var aldrig nogen, der havde kaldt hende andet end Hende den lille.”
Og så følger 21 kapitler om Hende den lille. Hun går i skole hos en lærer, hvorom der står:
”Læreren kunne rigtig godt lide at være lærer. Det eneste, der var lidt træls, var eleverne. Og Læreren forstod aldrig, hvorfor der lå skrald på katederet hver eneste morgen. Han puffede det altid ned i papirkurven med sin lineal. Skraldet var sikkert fuldt af bakterier. Det var lidt ligesom elever – Læreren fik det dårligt af begge.”
Det er denne underspillede humor, der gør bogen så fantastisk at læse. Det er en gyser, hvor Hende den lille møder en lang række traditionelle skolespøgelser. Lærerinden oppe på loftet, kokken i kantinen, der nu går under navnet ”Kødhakkeren”, der er Saksepigen og Bogdrengen. Alle er de skolespøgelser, hver på deres område. En dag bliver Hende den lille lukket inde på loftet, hun spiser af ren sult noget chokoladeagtigt, der ligger på gulvet, og så møder hun Lærerinden på loftet. Sammen tager de rundt på skolen for at nå frem til Puderummet, hvor alt godt kan ske.
Undervejs fortæller spøgelserne deres livshistorie. Den står ikke altid mål med den
spøgelsestilblivelse, som skoleeleverne opretholder. Når man bliver drillet, mobbet og
udelukket fra fællesskabet, så må man blive et spøgelse. Sådan er det altid alle elevers dårlige samvittighed, der spøger på loftet.
Hende den lille bliver ikke savnet af sine travle forældre. De bruger hele dagen på at lægge
ting på plads og flytte rundt på computere og telefoner, så de glæder sig blot over, at Hende den lille åbenbart er blevet så velopdragen, at man ikke lægger mærke til hende. Her får karriereforældre lige et drag over nakken. Heller ikke læreren i skolen kan huske, hvem der sad på Hende den lilles plads. Hende den lille bliver venner med alle spøgelserne, mens natten går.
Og så slutter bogen med en opklaring af, hvad der virkelig skete. Det er en fantastisk god bog at læse højt. Der sker noget, der er humor, der er gode konkrete beskrivelser af stederne.
Per Gustavsson har illustreret. Det er gjort med kapitelvignetter, der er helsidesbilleder, der giver stemning og beskrivelse af de uhyggelige steder, og der er en lang række vignetter, der altid refererer til teksten. Teksten er fortællingens verber, mens billederne er fortællingens substantiver, siger multimodalitetsforskerne Seip Tønnesen & Bjorvand. Sådan er det også her. Man ser hjemmet hos Hende den lille på billedsiden, man ser bogstavkiksene, puderummet og det mørke loft. Og så går fortællingen frem i verbalsproget.
Der er mange lag i fortællingen. Det er en gyser, det er et forsvar for de, der bliver mobbet i hverdagen, det er en kritik af de travle forældre og der er et hug med linealen til læreren, der ikke bryder sig om børn.
Bogen var nomineret til Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2019
